
Mary Shelleys berømte roman om en genial læge, der kammer en kende over i sin higen efter at genskabe liv, er blevet filmatiseret et utal af gange. Den mest berømte udgave er vel nok den udgave, jeg selv husker fra min barndom. Den, hvor
Boris Karloff spiller monstret.
Nu har historien så atter fundet vej til lærredet - eller rettere, set med danske øjne, DVD-afspilleren. Og det er faktisk faldet ganske heldigt ud.
Den klassiske historie burde ikke være en overraskelse for nogen, men er her virkelig tale om en nyfortolkning af Mary Shelleys bog. Den forsøger i høj grad, at gå ind under huden på
mennesket Dr. Frankenstein, som hverken bog eller tidligere filmatiseringer har formået.
Når man starter DVD'en, så står der "teleplay". Det er med andre ord en film, der er skabt til amerikansk tv og aldrig har været tænkt som biografudgivelse. Det kan så undre mig, for filmen har bestemt kvaliteter, der løfter den over meget andet af det skidt, som ender i biograferne ...
Filmen bringer os gennem hovedpersonens ungdom og senere uddannelse. Og, ikke mindst, hans første eksperimenter med at vække døde dyr til live. En succes, der driver Frankenstein videre frem mod yderligere eksperimenter.
Handlingen i dette klassiske drama behøver vist ikke nærmere beskrivelse. Men det er så absolut en nyfortolkning, der vil noget. Det er intet mindre end fremragende - og jeg hyggede mig gevaldigt med denne DVD. Gid der var mange flere af samme kaliber!