Fausta (Magaly Solier) er vokset op under terrorregimet i Peru.

Hendes mor blev brutalt voldtaget af soldater mens hun ventede Fausta, og hendes far blev dræbt. Fausta er født i frygt, og denne frygt har hun fået ind med modermælken - også kaldet sorgens mælk.

Hun er sky, tilbageholdende og nærmest angst for sin egen skygge. Hendes mor og hende kommunikerede via improviserede sange. Da moderen dør, forstummer Fausta også.

Hun flytter ind hos sin onkel, hvis datter snart skal giftes. Moderens afsjælede legeme er også flyttet med, for Fausta har ikke pengene til en kiste.

Kroppen bliver præserveret, og Fausta må finde et job for at skaffe de fornødne solas. Onklen vil meget gerne have liget begravet inden brylluppet og Fausta bliver tilbudt et job som stuepige hos komponisten Aida (Susi Sánchez).

Det er meget grænseoverskridende for Fausta. Hun lever stadig i skyggerne af sin mors frygt, men må dog tage sig sammen. Aida er gået lidt skrivekold i sin komposition til den kommende store koncert i Lima.

Hun hører Fausta synge en af sine improviserede sange og tilbyder hende en perle for hver sang ...

Faustas perler (La teta asustada) er et meget stille drama fra Peru. Det skildrer et samfund og en kultur, der for mig er meget fremmedartet og dog hjertevarm. Samt en fortid med diktatur, angst, mord og overgreb, der stadig trækker blodige spor gennem generationer.

Selve historien i Faustas perler er god og tankevækkende, selvom det er svært at sætte sig helt ind i de følelser og den irrationelle frygt, der hviler som en skygge over de implicerede.

Desværre går personerne ikke ind under huden. Måske fordi jeg ikke helt forstår denne frygt og heller ikke kan forstå Faustas dybeste hemmelighed, som ikke skal røbes her.

Men hvis man gerne vil se en helt anden type film end de gængse mainstream, så er Faustas perler et godt sted at starte. Billedsiden er eminent og meget smukt optaget. Men selve historien skal man have tålmodighed med.