Rainer Werner Fassbinder døde i 1982, blot 37 år gammel. Et relativt kort liv. Men til gengæld et særdeles produktivt arbejdsliv.

For Fassbinder nåede at skabe over 40 film, adskillige tv-serier og en lang række teaterstykker. Desuden arbejdede han som kameramand og skuespiller for andre instruktører.

Fassbinders kastede først siden lidenskab over de skrå brædder. Noget som ofte genspejles i hans film, der kan virke noget stive i sine præsentationer af fortællingerne.

Men det var et bevidst valg fra den tyske filmmager. For det underbyggede de teamer, han oftest beskæftigede sig med: Individets fastlåsthed i det samfund, de selv har været med til at skabe.

Bag Fassbinder: At elske uden at kræve står den danske filmmand Christian Braad Thomsen, der i 1969 første gang mødte Fassbinder på filmfestivalen i Berlin. Et møde, der med tiden blev til venskab og mange flere møder gennem resten af den tyske instruktørs liv.

Dokumentaren er primært baseret på ikke tidligere offentliggjorte filmoptagelser, Braad Thomsen lavede med den tyske filmmager op gennem 1970'erne. På optagelserne fortæller Fassbinder blandt andet om sin kærlighed til barndommens Hollywood, 70'er-oprøret, kvindefrigørelsen og terrorismen i Tyskland.

Disse optagelser er så garneret med forskellige interviews med Fassbinders mor og tidligere kollegaer og skuespillere. Dertil kommer de nærmest obligatoriske klip fra flere af instruktørens produktioner som baggrund for Braad Thomsens voice over.

At kalde Fassbinder: At elske uden at kræve for en dokumentar er måske at tage munden for fuld. For Chistian Braad Thomsens værk fremstår langt mere som en art kærlighedserklæring end et objektivt portræt af personen og filmmanden Fassbinder.

Bevares, jeg blev da meget klogere på den tyske filmskaber ved at se Fassbinder: At elske uden at kræve. Men ok, mit kendskab til Fassbinder stak heller ikke videre dybt og af hans værker kan jeg kun erindre at have set tv-serien Berlin Alexanderplatz - for mange, mange år siden.

De mange optagelser med Fassbinder selv er helt klart perlen i Fassbinder: At elske uden at kræve, og det der hiver den samlede vurdering hjem. For her føles det som om, man både ser og hører mennesket Rainer Werner Fassbinder, mens det resterende til tider kan virke en kende farvet.