

Er man til masser af sne, action og halsbrækkende stunts, så er Extreme Ops bestemt et godt bud på 1½ times underholdning. Men man skal dog ikke forvente en film, man bagefter kan dybdeanalysere, for det er der ganske enkelt ikke substans eller plot nok til. Til gengæld er der så masser af snefyldt action.
Plottet går i al sin enkelhed ud på, at nogle unge adrenalinfreaks -
Chloe, Kittie og Silo skal deltage i en reklamefilm, hvor de bl.a. på snowboards og ski skal undgå en lavine, der er udløst med fuldt overlæg. Filmen optages i Østrig, hvor filmholdet ved et uheld får filmet en eftersøgt serbisk krigsforbryder, mens de opholder sig på et noget skummelt bjerghotel.
Snart går den vilde jagt så, hvor krigsforbryderen Slobodan Pavle med sine kumpaner vil af med vidnerne. Pavle skyer intet middel undervejs, da han for enhver pris vil undgå, at myndighederne skulle opdage, at han er i live - trods at han netop skulle være omkommet i et flystyrt ...
Filmholdet må herefter - med Chloe, Kittie og Silo i front - nærmest tage det ultimative fald ud over klipperne, for at forsøge, at undgå forfølgerne, der vil dem til livs. Det medfører en lang række spektakulære scener med stunts, jeg ikke tidligere har set.
I det hele taget byder filmen på utrolig meget action. Lige fra start til slut - i bogstaveligste forstand. Og så er der selvfølgelig rigtig gode muligheder for at se Østrigs smukke natur klædt i vinterhvidt.