

Plottet kan næsten ikke være mere banalt end det er tilfældet med
Employee of the Month.
Zack (Dane Cook) er medarbejder i et stort supermarked, hvor hans primære opgave er, at hjælpe salgspersonalet med at fylde varer op osv. Han gør sit bedste for at komme gennem arbejdsdagene så let som muligt.
Hans modsætning er kassemedarbejderen
Vince (Dax Shepard), der gang på gang udmærker sig som
månedens medarbejder. Faktisk har Vince taget titlen 17 gange i træk og står til at vinde en ny bil, hvis han kan nuppe hæderen endnu en måned.
Ind på scenen træder nu
Amy (Jessica Simpson). Hun er et mere end
nydeligt eksemplar af den kvindelige race, og da hun tiltræder som ny kassemedarbejder, bliver hun straks attrået af såvel Zack som Vince. Hun har dog en forkærlighed for kollegaer, der kan prale af fine udmærkelser som f.eks. månedens medarbejder.
Zack beslutter sig derfor for at tage skeen i den anden hånd og blive en
stræber. Han vil tage titlen som månedens medarbejder og det kommer til at kræve en hård indsats. Faktisk så stor en indsats, at det er tæt på at koste ham venner og job.
Klarer Zack at blive månedens medarbejder? Kan han vinde Amys gunst? Og ender alt i fryd og gammen? Se selv filmen og få svarene, for filmen er faktisk ganske
seværdig. Jeg havde egentlig forventet en C-film, da jeg læste omtalen på bagsiden af coveret, men blev heldigvis lykkeligt overrasket.
Bevares, det er
ikke en stor film, der vil skrive sig ind i annalerne. Men det er, hvad den giver sig ud for: God underholdning, med gode muligheder for at få motioneret smilebåndet. Tre
fortjente klaptræer med en lille pil op.