
Franck (Philippe Lacheau) arbejder som receptionist på et tegneserieforlag. Men han har ambitioner om mere. Han vil nemlig selv være tegner, med sin
egen tegneserie.
Den drøm udnytter forlæggeren, der nærmest afpreser Franck til at agere
babysitter for sin kropumulige søn,
Rémi (Enzo Tomasini), gennem et helt døgn. Men efter forlæggeren med frue er taget af sted,
dukker vennerne op i den herskabelige villa.
Det er nemlig Francks
30-års fødselsdag. Og så skal Franck da ikke snydes for en
fest, mener vennerne, der tilmed har tænkt sig at
videofilme hele gildet.
Selv Francks store kærlighed,
Sonia (Alice David), dukker op, for at fejre Franck. Men det gør et hav af andre mennesker også, og snart er en
større abefest i gang.
Midt i det hele
forsvinder Rémi, og Franck må sammen med Sonia og sine to bedste venner forsøge at finde ham igen. Jagten på den forsvundne dreng udvikler sig lidt som et
mareridt, men Franck ender med at få en
fantastisk aften sammen med Sonia og Rémi, mens vennerne stadig videofilmer det hele.
Da de fem når tilbage tiil huset, er det nærmest
smadret til atomer. Men festen er stadig i fuld gang, og
sprut og stoffer flyder i stride strømme.
Næste morgen er huset dog
mennesketomt, da forlæggeren og hans kone bliver kaldt hjem af politiet. Selv Franck og Rémi er væk, og politiet frygter en
kidnapning eller det, der er værre. Eneste spor, de kan finde, er
videobåndet, der dokumenterer nattens udskejelser ...
Drukfesten (Babysitting) byder på en ualmindelig banal historie. Til gengæld er den
fortalt rigtig godt og er særdeles underholdene.
Filmen byder såmænd også på ganske
udmærket skuespil. Men som mange andre franske komedier, er flere af rollerne både
karikerede og overspillede. Men her bliver det faktisk aldrig rigtig irriterende.
Billedsiden er næsten et kapitel for sig, hvor
skærende kontraster er med til at underbygge fortællingen. På den ene side kameraføring og lyssætning, der er nærmest perfekt. På den anden side ren dogme med
håndholdt kamera og uden kunstig belysning.
Som allerede antydet, er
Drukfesten en fransk film. Det betyder, at de fleste, som denne anmelder, nok må ty til
underteksterne som støttehjul for at følge ordentligt med. Men med en spilletid på blot
en time og 20 minutter, så overlever de fleste nok det også.
Egentlig kan jeg kun anbefale
Drukfesten. En dejlig, uhøjtidelig film, med masser af
gode grin undervejs. Men som alligevel også byder på et par rigtige gode moraler i tilgift.