Franck (Philippe Lacheau) arbejder som receptionist på et tegneserieforlag. Men han har ambitioner om mere. Han vil nemlig selv være tegner, med sin egen tegneserie.

Den drøm udnytter forlæggeren, der nærmest afpreser Franck til at agere babysitter for sin kropumulige søn, Rémi (Enzo Tomasini), gennem et helt døgn. Men efter forlæggeren med frue er taget af sted, dukker vennerne op i den herskabelige villa.

Det er nemlig Francks 30-års fødselsdag. Og så skal Franck da ikke snydes for en fest, mener vennerne, der tilmed har tænkt sig at videofilme hele gildet.

Selv Francks store kærlighed, Sonia (Alice David), dukker op, for at fejre Franck. Men det gør et hav af andre mennesker også, og snart er en større abefest i gang.

Midt i det hele forsvinder Rémi, og Franck må sammen med Sonia og sine to bedste venner forsøge at finde ham igen. Jagten på den forsvundne dreng udvikler sig lidt som et mareridt, men Franck ender med at få en fantastisk aften sammen med Sonia og Rémi, mens vennerne stadig videofilmer det hele.

Da de fem når tilbage tiil huset, er det nærmest smadret til atomer. Men festen er stadig i fuld gang, og sprut og stoffer flyder i stride strømme.

Næste morgen er huset dog mennesketomt, da forlæggeren og hans kone bliver kaldt hjem af politiet. Selv Franck og Rémi er væk, og politiet frygter en kidnapning eller det, der er værre. Eneste spor, de kan finde, er videobåndet, der dokumenterer nattens udskejelser ...

Drukfesten (Babysitting) byder på en ualmindelig banal historie. Til gengæld er den fortalt rigtig godt og er særdeles underholdene.

Filmen byder såmænd også på ganske udmærket skuespil. Men som mange andre franske komedier, er flere af rollerne både karikerede og overspillede. Men her bliver det faktisk aldrig rigtig irriterende.

Billedsiden er næsten et kapitel for sig, hvor skærende kontraster er med til at underbygge fortællingen. På den ene side kameraføring og lyssætning, der er nærmest perfekt. På den anden side ren dogme med håndholdt kamera og uden kunstig belysning.

Som allerede antydet, er Drukfesten en fransk film. Det betyder, at de fleste, som denne anmelder, nok må ty til underteksterne som støttehjul for at følge ordentligt med. Men med en spilletid på blot en time og 20 minutter, så overlever de fleste nok det også.

Egentlig kan jeg kun anbefale Drukfesten. En dejlig, uhøjtidelig film, med masser af gode grin undervejs. Men som alligevel også byder på et par rigtige gode moraler i tilgift.