"Dogville" ... Lars von Trier, ja hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte? Nu har jeg to aftener i træk været i Triers univers, og må klart indrømme at jeg er dybt fascineret.

Jeg elskede hans "Breaking the Waves" og "Dancer in the Dark" - men med Dogville er Trier nået til paradis - federe, mere hæsblæsende, dybt forrykt, grusomt så sjælen piber og mere smukt kan det simpelthen ikke blive. Hvordan gør han det? No clue. Manden er jo dybt genial, dybt underlig, manisk på mange punkter, forrykt ville nogen måske sige - men jeg må virkelig bukke mig i støvet - klapsalver - Trier-drengen har gjort det igen!

Man betages, forrykkes, skræmmes, ja man er som seer i sine følelsers vold, i den grad at man næsten ikke ved hvordan man skal udtrykke hvad filmen har gjort ved én, eller hvad man egentlig synes om den - jeg er jo tvunget, for jeg skal anmelde mesterværket!

Dogville er historien om den lille flække ude hvor kragerne vender. Et gudsforladt sted hvor indbyggerne kæmper for at klare sig igennem hver dag, for guderne skal vide at det godt nok ikke virker som et tillokkende liv. Den smukke og flygtende Grace, spillet fuldstændigt overbevisende og tårepersende af Nicole Kidman, (der netop har gjort det præcis så lige så hamrende godt i "The Hours") ankommer til den lille by, på flugt fra skud og truet på livet.

Thomas Edison, spillet eminent af Paul Bettany, får en idé med hendes tilstedeværelse, og det faktum at hun er afhængig af hans hjælp, og tænker at Grace kan tilføre byen noget godt, og lære indbyggerne ikke kun at tænke på sig selv. Og Graces tilstedeværelse, og hjælp i de forskellige hjem, vender da også op og ned på det hele.

Indimellem kommer politiet forbi og forstyrrer idyllen, gør indbyggerne urolige, i deres jagt og eftersøgning på Grace "den store forbryder", men i starten virker det som om, at det hele nok skal falde på plads. Grace gør sig nytte til, hjælper hvor hun kan, og er elskeligheden selv. Kærligheden spirer mellem hende og Thomas Edison, og alt tegner godt.

Men så begynder tingene at gå skævt, for indbyggerne begynder at forlange forskellige tjenester hvis de fortsat skal holde mund med, at hun opholder sig i Dogville, og dette munder oftest ud i forskellige overgreb på Grace - grusomme seksuelle overgreb - der forekommer meget stærke på mig - og hvor Nicole Kidman virkelig holder distancen - 1. klasses skuespillerinde.

Handlingen eskalerer, Thomas Edison aner uråd, men er for stor en tøsedreng til at stille noget op, og snart udnytter stort set alle beboere i byen Grace på den ene eller den anden måde - kort sagt; Dogvilles småfolk har vist deres virkelige ansigt - og føj hvor er det klamt!

Jeg vil ikke afsløre slutningen, da seeren selv skal have dette til gode, men lad os blot sige at Grace lader retfærdigheden råde, og at man som seer trods grusomheden heri, sagtens kan følge hendes tankegang.

En meget stærk film, en meget underlig film - især pga. den måde scenariet, byen, er bygget op på, men en film der er nyskabende, og hvor Trier endnu engang viser sin styrke, sine visioner, og sin evne til at søge nye veje, og få det bedste frem i sine skuespillere - primært på grund af sin meget menneskelige og intime måde at instruere på.

Sammen med filmen hører en DVD med bonus materiale som også i den grad er værd at bruge tid på. Det primære og det bedste på denne er Sami Martin Saifs dokumentarfilm Dogville Confessions, bekendelserne fra skuespillerne selv uge for uge, og interviews med Nicole Kidman, Stellan Skarsgård, Anders Refn, Vibeke Vindeløv og Lars von Trier. Men der er også yderligere kommentarer til filmen, scener bag om filmen, og klip fra pressekonferencer, bl.a. fra Cannes. Her kommer man virkelig bag om filmen, og det er meget interessant at få indblik i denne verden.

Lad dig begejstre af både "Dogville" og "Dogville Confessions & co." - tiden er godt brugt, tankerne sættes i gang, og man kommer uvilkårligt til at filosofere over hvad ondskab er, hvad humanitet er, og hvad der gør mennesker til udyr gang på gang. En meget dybdegående film, der rækker meget langt ud, siger meget om menneskeheden, og viser os nogle sider af den som vi til daglig prøver at fortrænge, i troen på at det hele nok skal gå.

Lars von Trier modtog den eftertragtede Robert statuette 2004 for årets manuskript.