

En af de få danske krimier indspillet i sort/hvid i 1964 af
Erik Balling himself.
Filmens opbygning kan minde om de senere James Bond film. Man kastes lige ind i handlingen i en (ret lang) indledning med forbrydelsen -
mordet på dr. Lindberg - herefter kommer så filmens titel og selve handlingen afsluttet med opklaringen - undervejs ledsaget af yderligere et mord og et mordforsøg.
Helten og hovedrolleindehaveren er forfatteren
Peter Sander spillet af Poul Reichardt, men den der til sidst finder frem til sagens rette sammenhæng og morderens identitet er datteren Eva spillet af en betagende smuk
Helle Virkner.
Flot fotograferet med
fremragende close-up billeder og underlægningsmusik af Bent Fabricius Bjerre.
At filmen er fra før det blev ukorrekt at ryge ses tydeligt - alle ryger næsten hele tiden.
Efter indledningssekvensen der sparker handlingen i gang skrider filmen roligt frem med
hørbare dialoger, hvor underlægningsmusikken er neddæmpet.
Ud over de nævnte skuespillere er der mulighed for et gensyn med bl.a. Birgitte Federspiel, Karl Stegger, Gunnar Lauring, Poul Kern og en meget ung Morten Grunwald.
Hvem morderen er, skal naturligvis ikke røbes her, se selv filmen, den tåler at blive set/genset også i 2006.