Scenen er sat: Et goldt og trøstesløst landskab i det vilde vesten, tæt på grænsen til Mexico. En enlig, sammenbidt mand trasker af sted slæbende på en kiste.

Så kommer Maria (Loredana Nusciak), der er i alvorlige vanskeligheder, på scenen. En gruppe mænd er i gang med at piske hende, inden de vil dræbe hende.

Men deres forehavende afsluttes brat af den sammenbidte mand og hans seksløber. Sammen drager de til nærmeste flække og det lokale værtshus/horehus.

Her afsløres det, at den mystiske fremmede er Django (Franco Nero). Og at han har et regnskab at gøre op. Ikke mindst med den lokale, selvbestaltede tyran, major Jackson (Eduardo Fajardo).

Det kommer hurtigt til et opgør mellem Django og Jackson. Samtidig afsløres indholdet i kisten. Et Gatling-maskingevær, som snart efter spreder død og ødelæggelse blandt majorens håndlangere.

Nu træder general Rodriguez (José Bódalo), den lokale, mexicanske bandeleder, ind på scenen. En gammel bekendt af Django. Sammen planlægger og udfører de et blodigt røveri af major Jacksons store guldskat.

Men Django stikker af med guldet og Maria. Og er nu på flugt fra såvel den lokale tyran som den mexicanske bandeleder. Det ender galt. Maria bliver skudt, guldet ender i kvivksand og Django får smadret sine hænder af de hævntørstige mexicanere.

Django har dog stadig et regnskab at gøre op med major Jackson og hans resterende mænd ...

Er man typen, der mener, at en god western er ensbetydende med masser af varmt bly i luften, går man på ingen måde forkert i byen med Django. For filmen er nærmest et langt orgie i død og lemlæstelse.

Der bliver bestemt ikke lagt fingre mellem. Heller ikke, når kameraet inviterer seeren med på nærmeste hold. Problemet er så blot, at så store mængder rå vold, blod og drab hurtigt bliver overvældende og, næsten, frastødende. Grundet de mange og rå voldsscener, blev filmen da også bandlyst i flere lande verden over.

Uanset hvad, er det dog næsten befriende, at se en western, der ikke læner sig op af de glatpolerede Hollywood-udgaver, mange er vokset op med. Og med en hovedperson, der er mere anti-helt end egentlig helt, og så alligevel ...

For den barske pistolmand, Django, besidder en nærmest overmenneskelig træfsikkerhed. Selv efter at være slået til invalid, rammer han med usvigelig og dødelig sikkerhed ethvert mål, og synes samtidig selv omgivet af et magisk kraftfelt, der gør ham usårlig overfor kugler.

Instruktøren Sergio Leone gjorde med En nævefuld dollars og Clint Eastwood i hovedrollen spaghettiwesteren genren populær. Og med Django følger instruktøren Sergio Corbucci med Franco Nero i hovedrollen godt op.

Corbucci har tilmed, ganske som Leone, ladet sig inspirere af Kurosawas samuraifilm Yojimbo. Til gengæld har Django inspireret til en utal af efterfølgere og senest et friskt bud i genren fra mesterintruktøren Quentin Tarantino, den biografaktuelle Django Unchained.

Django er bestemt ikke noget filmisk mesterværk. Der er således masser af fejl, mangler og huller i plottet. Til gengæld er der smæk for skillingen og ikke mange sekunder uden action.

Og så er det med garanti en film, der ikke glemmes lige med det samme!