

Scenen er sat: Et goldt og trøstesløst landskab i det
vilde vesten, tæt på grænsen til Mexico. En enlig, sammenbidt mand trasker af sted slæbende på en
kiste.
Så kommer
Maria (Loredana Nusciak), der er i alvorlige vanskeligheder, på scenen. En gruppe mænd er i gang med at piske hende, inden de vil
dræbe hende.
Men deres forehavende afsluttes brat af den sammenbidte mand og hans
seksløber. Sammen drager de til nærmeste flække og det lokale
værtshus/horehus.
Her afsløres det, at den mystiske fremmede er
Django (Franco Nero). Og at han har et
regnskab at gøre op. Ikke mindst med den lokale, selvbestaltede tyran,
major Jackson (Eduardo Fajardo).
Det kommer hurtigt til et
opgør mellem Django og Jackson. Samtidig afsløres indholdet i kisten. Et
Gatling-maskingevær, som snart efter spreder død og ødelæggelse blandt majorens håndlangere.
Nu træder
general Rodriguez (José Bódalo), den lokale, mexicanske bandeleder, ind på scenen. En gammel bekendt af Django. Sammen planlægger og udfører de et blodigt røveri af major Jacksons store
guldskat.
Men Django stikker af med guldet og Maria. Og er nu
på flugt fra såvel den lokale tyran som den mexicanske bandeleder. Det ender galt. Maria bliver skudt, guldet ender i kvivksand og Django får
smadret sine hænder af de hævntørstige mexicanere.
Django har dog stadig et
regnskab at gøre op med major Jackson og hans resterende mænd ...
Er man typen, der mener, at en god western er ensbetydende med masser af varmt bly i luften, går man på ingen måde forkert i byen med
Django. For filmen er nærmest et langt orgie i
død og lemlæstelse.
Der bliver bestemt
ikke lagt fingre mellem. Heller ikke, når kameraet inviterer seeren med på nærmeste hold. Problemet er så blot, at så store mængder rå vold, blod og drab hurtigt bliver
overvældende og, næsten, frastødende. Grundet de mange og rå voldsscener, blev filmen da også
bandlyst i flere lande verden over.
Uanset hvad, er det dog næsten befriende, at se en western, der ikke læner sig op af de
glatpolerede Hollywood-udgaver, mange er vokset op med. Og med en hovedperson, der er mere
anti-helt end egentlig helt, og så alligevel ...
For den barske pistolmand, Django, besidder en nærmest
overmenneskelig træfsikkerhed. Selv efter at være slået til invalid, rammer han med usvigelig og dødelig sikkerhed ethvert mål, og synes samtidig selv omgivet af et magisk kraftfelt, der gør ham
usårlig overfor kugler.
Instruktøren Sergio Leone gjorde med
En nævefuld dollars og Clint Eastwood i hovedrollen
spaghettiwesteren genren populær. Og med
Django følger instruktøren
Sergio Corbucci med
Franco Nero i hovedrollen godt op.
Corbucci har tilmed, ganske som Leone, ladet sig inspirere af Kurosawas samuraifilm
Yojimbo. Til gengæld har
Django inspireret til en utal af efterfølgere og senest et friskt bud i genren fra mesterintruktøren
Quentin Tarantino, den biografaktuelle
Django Unchained.
Django er bestemt ikke noget filmisk mesterværk. Der er således masser af fejl, mangler og huller i plottet. Til gengæld er der
smæk for skillingen og ikke mange sekunder uden action.
Og så er det med garanti en film, der
ikke glemmes lige med det samme!