Sam (Dirch Passer) ankommer til svensk havn og er klar til at afmønstre et af handelsflådens skibe. Men han bliver mødt af de svenske myndigheder, som mener det er på tide, han aftjener værnepligt i den svenske marine.

Derfor møder vi snart Sam i hvid uniform ombord på et af den svenske flådes skibe på ved mod spanske Montebello. Her møder han sammen med resten af det menige mandskab en flok svenske balletpiger under ledelse af balletmesteren Nitouche.

En af balletpigerne, Eva (Elisabeth Odén), forelsker sig i en af de svenske sejlere, Bob (Per Asplin). Det fører til forskellige forviklinger, der ender med, at Bob bliver agterudsejlet, da det svenske flådefartøj letter anker. I stedet er Eva med om bord ...

Alt ender dog i skønneste orden og undervejs er der blevet plads til masser af dans, musik og sang. Faktisk er der langt mere af det sidstnævnte end en egentlig handling i denne svenske folkekomedie.

Dirch Passer, der døde i en alder af blot 54 år, var en af Danmarks mest produktive skuespillere. Gennem sin alt for korte karriere nåede han således at medvirke i omkring 100 film på knap 30 år. Dirch og Blåjakkerne (Blåjackor) kunne han dog sagtens have sprunget over.

For hånden på hjertet, der er sgu ikke meget ved denne film. Skuespillet er så som så, og det burde faktisk kunne være gjort bare lidt helhjertet, når der tages højde for, hvor lidt der reelt er af det. Det meste af filmen er nemlig dans, musik og sang.

Historien er tynd og så fuld af kæmpehuller, at den ville gøre en schweizerost grøn af misundelse. Dirch og Blåjakkerne er egentlig heller ikke videre morsom, men ok, vort broderfolk mod øst går jo også for at være temmelig humørforladte, så måske det har virket hinsidan. Men jeg tvivler dog alvorligt.

Jeg vil dog være nådig i min samlede bedømmelse - det er trods alt sommer og vi skal være gode ved hinanden. Derfor vil jeg tildele et helt klaptræ til ære for alle de stakkels filmruller, der kunne være brugt langt bedre, og et halvt klaptræ for Dirch Passers temmelig halvhjertede indsats på at løfte filmen væk fra en skæbne værre end total glemsel.