

En flok unge fra University of Pittsburg er en sen nattetime ved at optage en
gyserfilm, da de pluselig bliver opmærksomme på voldsomme begivenheder i fjernsynet.
Døde mennesker genopstår og bliver frådende
menneskespisende zombier, der angriber alt med en puls. De flygter i en campingvogn og overalt hvor de kommer frem, er der zombier, der blot vil æde dem. Det eneste, der kan stoppe dem, er en kugle for panden.
En af de unge mænd, Jason (Joshua Close) beslutter sig for at optage
ragnarok som dokumention for omverdenen, hvis der da skulle være nogen overlevende. Det er disse videodagbogsklip, vi som tilskuere får lov at se.
Instruktøren
George R. Romero er også manden bag Dawn of the Dead, Night of the Living Dead og andre zombiefilm, og han har da virkelig muntret sig med
Diary of the Dead.
Der er som sådan intet nyt i plottet. Det er ganske enkelt og skåret over samme læst, som de fleste andre zombiefilm: En flok unge mennesker og døde, der genopstår, som vralter i forkrøblede stillinger og kun ønsker
menneskekød og
blod.
Skuespillerne er ikke så ringe, som man kunne forvente og effekterne er ganske gode. Der er også en hel del
humor indlagt, og det er ganske befriende. Det skorter ikke på blod og splat, så alt i alt har
Diary of the Dead alle de elementer, der forventes i en zombiefilm.
Jeg blev ganske godt underholdt og fik tilfredsstillet min trang til splat i 92 minutter.