Daigo Kobayashi (Masahiro Motoki) er cellist i et orkester i Tokyo.

Han elsker sit arbejde. Det har altid været en drøm for ham at blive cellist, stærkt tilskyndet af sin far, som dog siden forlod ham og moderen i den lille by Yamagata.

Men orkesteret opløses, og nu må Kobayashi finde på noget andet. Hans mor er død to år forinden og har efterladt ham sit lille hus i Yamagata. Kobayashi og hans hustru, Mika (Ryoko Hirosue), bryder op fra Tokyo og tager tilbage til hans barndomsby.

Mika er webdesigner og det er således lidt ligegyldigt, hvor hun arbejder fra. Det er kun Kobayashi, der nu skal ud at finde et nyt arbejde. Han ser en stillingsannonce, hvor der søges en person til at varetage afgange.

Kobayashi tror, at det må dreje sig om et rejsebureau og søger derfor stillingen. Det viser sig, at der har indsneget sig en stavefejl i annoncen, så istedet for afgange, skulle der have stået afdøde.

En lille misforståelse, men meget tøvende tager Kobayashi imod arbejdet som NK Agent. Han bliver oplært i kunsten burakumin, det traditionelle japanske begravelsesritual, og bliver nokan - kisteilægger.

Kobayashi begynder at udvikle en perfektionistisk stolthed over sit job. Han er bindeleddet mellem den afdøde og de efterladte, og det er ham magtpåliggende at sørge for, at afdøde kommer smukt, værdigt og fredfyldt afsted fra denne verden.

Hans arbejde giver også anledning til reflekteren over eget liv og vrede mod sin fader, der blot forsvandt 30 år tidligere. Ægteskabet kommer også i en følelsesmæssig rutchetur og det samme gør venskabet med barndomsvennen Yashimasta.

Det er sjældent, at jeg halvgamle, seje nyser bliver så berørt af en film, som jeg gjorde med Departures (Okuribito), men det gjorde jeg.

Historien er på ingen måde sørgelig trods det alvorlige tema. Men for at forstå den dybere mening med visse handlinger i filmen, kræves en kort forklaring.

Døden er tabu i Japan. Selvom vi alle skal herfra, er det ikke noget, man taler om. Og dog betyder burakumin - begravelsesritualet - rigtig meget. Det skal udføres på den korrekte måde med æstestik, empati og perfektion. Men den person, der udfører dette ritual, den såkaldte nokan, som nok bedst oversættes med kisteilægger, anses for det ringeste af det ringeste.

Eftersom døden er tabu, er det direkte forkasteligt, at visse folk (nokan) tager betaling fra efterladte for at sørge for en respektfuld afsked, og denne "kaste-form" er rent faktisk forbudt. Men eksisterer stadig den dag i dag. Derfor er det også en vigtig film, der tager hul på denne fordom og fordømmelse af disse mennesker, der udfører dette vigtige erhverv.

Den japanske titel Okuribito kan oversættes direkte til "person, der tager afsked med nogle", og det er også det, hele filmen handler om. At få en værdig afsked med et elsket menneske (i døden er vi alle lige elskede) og, ikke mindst, en afslutning samt et godt sidste minde om den person, der engang var en del af livet.

Departures rører også ved en anden vigtig faktor, nemlig tilgivelse og forsoning. Forsoning af sig selv og sine omgivelser, og, ikke mindst, sin fortid, sin nutid og fremtid. En afklaring og et håb. Dette lyder meget langhåret, men Departures er en film, der bare skal ses og opleves.

At skuespillerne så også yder toppræstationer, gør det hele endnu bedre - især akkompagneret af den skønneste cellomusik. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde hørt Ave Maria så smukt udført før. Hele playlisten er ufattelig smuk og passer perfekt til de stemningsfulde optagelser.

Masahiro Motoki i rollen som Kobayashi er fantastisk. Man føler med ham i hans begynder-kvaler udi begravelseskunsten og opnår til sidst stor respekt for ham og hans holdninger.

Men den person, jeg i den grad blev besnæret af, er Ryoko Hirosue som Mika. Hold da op for en fantastisk kvinde. Hendes udstråling og karisma slår igennem i en sådan grad, at jeg kom til at knuselske hende. Hun er ganske enkelt bedårende og stærk i sin rolle.

Departures  har udover sin Oscar for bedste udenlandske film i 2008 vundet ikke færre end 32 internationale priser og seks nomineringer, hvilket tydeligt indikerer, at der er altså noget over denne film.

Jeg kan varmt anbefale Departures. Den indeholder så meget substans, at det er en ren nydelse at bruge 125 minutter af sit liv på denne fabelagtige smukke og hjertevarme film. Der er lagt så meget humor, alvor og livskærlighed i hele historien, at man simpelthen bliver suget ind i dette univers.

Så fat sofaen og fjernbetjeningen. Et så alvorligt tema og historie kan ikke beskrives bedre end i Departures.