
Daigo Kobayashi (Masahiro Motoki) er cellist i et orkester i Tokyo.
Han elsker sit arbejde. Det har altid været en drøm for ham at blive
cellist, stærkt tilskyndet af sin far, som dog siden forlod ham og moderen i den lille by
Yamagata.
Men orkesteret opløses, og nu må Kobayashi finde på noget andet. Hans mor er død to år forinden og har efterladt ham sit lille hus i Yamagata. Kobayashi og hans hustru,
Mika (Ryoko Hirosue), bryder op fra Tokyo og tager tilbage til hans
barndomsby.
Mika er
webdesigner og det er således lidt ligegyldigt, hvor hun arbejder fra. Det er kun Kobayashi, der nu skal ud at finde et nyt
arbejde. Han ser en stillingsannonce, hvor der søges en person til at varetage
afgange.
Kobayashi tror, at det må dreje sig om et
rejsebureau og søger derfor stillingen. Det viser sig, at der har indsneget sig en stavefejl i annoncen, så istedet for afgange, skulle der have stået
afdøde.
En lille
misforståelse, men meget tøvende tager Kobayashi imod arbejdet som NK Agent. Han bliver oplært i kunsten
burakumin, det traditionelle japanske begravelsesritual, og bliver
nokan - kisteilægger.
Kobayashi begynder at udvikle en perfektionistisk
stolthed over sit job. Han er bindeleddet mellem den afdøde og de efterladte, og det er ham magtpåliggende at sørge for, at afdøde kommer
smukt,
værdigt og
fredfyldt afsted fra denne verden.
Hans arbejde giver også anledning til reflekteren over eget liv og vrede mod sin fader, der blot forsvandt 30 år tidligere. Ægteskabet kommer også i en
følelsesmæssig rutchetur og det samme gør venskabet med barndomsvennen Yashimasta.
Det er sjældent, at jeg halvgamle, seje nyser bliver så
berørt af en film, som jeg gjorde med
Departures (Okuribito), men det gjorde jeg.
Historien er på ingen måde sørgelig trods det
alvorlige tema. Men for at forstå den dybere mening med visse handlinger i filmen, kræves en kort
forklaring.
Døden er tabu i Japan. Selvom vi alle skal herfra, er det ikke noget, man taler om. Og dog betyder burakumin - begravelsesritualet - rigtig meget. Det skal udføres på den korrekte måde med
æstestik,
empati og
perfektion. Men den person, der udfører dette ritual, den såkaldte
nokan, som nok bedst oversættes med
kisteilægger, anses for det ringeste af det ringeste.
Eftersom døden er tabu, er det direkte
forkasteligt, at visse folk (nokan) tager betaling fra efterladte for at sørge for en respektfuld afsked, og denne "kaste-form" er rent faktisk forbudt. Men eksisterer stadig den dag i dag. Derfor er det også en vigtig film, der tager hul på denne
fordom og
fordømmelse af disse mennesker, der udfører dette vigtige erhverv.
Den japanske titel
Okuribito kan oversættes direkte til "person, der tager afsked med nogle", og det er også det, hele filmen handler om. At få en værdig afsked med et
elsket menneske (i døden er vi alle lige elskede) og, ikke mindst, en afslutning samt et godt sidste minde om den person, der engang var en del af
livet.
Departures rører også ved en anden vigtig faktor, nemlig
tilgivelse og
forsoning. Forsoning af sig selv og sine omgivelser, og, ikke mindst, sin fortid, sin nutid og fremtid. En afklaring og et håb. Dette lyder meget langhåret, men Departures er en film, der bare skal ses og
opleves.
At skuespillerne så også yder
toppræstationer, gør det hele endnu bedre - især akkompagneret af den skønneste
cellomusik. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde hørt
Ave Maria så smukt udført før. Hele playlisten er ufattelig smuk og passer perfekt til de
stemningsfulde optagelser.
Masahiro Motoki i rollen som Kobayashi er
fantastisk. Man føler med ham i hans begynder-kvaler udi begravelseskunsten og opnår til sidst stor
respekt for ham og hans holdninger.
Men den person, jeg i den grad blev besnæret af, er
Ryoko Hirosue som Mika. Hold da op for en fantastisk kvinde. Hendes udstråling og karisma slår igennem i en sådan grad, at jeg kom til at
knuselske hende. Hun er ganske enkelt
bedårende og stærk i sin rolle.
Departures har udover sin Oscar for bedste udenlandske film i 2008 vundet ikke færre end 32 internationale priser og seks nomineringer, hvilket tydeligt indikerer, at der er altså noget over denne film.
Jeg kan varmt anbefale
Departures. Den indeholder så meget substans, at det er en ren nydelse at bruge 125 minutter af sit liv på denne fabelagtige smukke og
hjertevarme film. Der er lagt så meget
humor,
alvor og
livskærlighed i hele historien, at man simpelthen bliver suget ind i dette univers.
Så fat sofaen og fjernbetjeningen. Et så alvorligt tema og historie kan ikke beskrives bedre end i
Departures.