Året er 1945 og fasciststyrets 23. år. 2. verdenskrig synger på sidste vers og det er opbrydningstid, og ikke mindst oprydningstid, i Italien.

Den smukke Livia (Anna Galiena) er gift med den 68-årige Carlo (Antonio Salines) og de 28 års aldersforskel mærker hun meget tydeligt. Hun er kørt træt i ægteskabet og især af ham, der er lidt flommefed, rynket og plaget af næseborshår. Kort fortalt, alderen kan ses og mærkes på ham.

Da hun møder den karismatiske tyske SS-løjtnant Helmut Schultz (Gabriel Garko), slår det gnister og snart er deres kærlighed i fuld lue. Han vækker hendes slumrende seksualitet og begær.

Helmut er ung. Han er smuk. Han er spændstig. Han er lidt farlig. Han er alt det, hun ikke vidste, hun savnede. Han formår at få Livia ud over sine egne grænser, og hun bliver nærmest besat af ham.

Men når man tænder et bål, der endda kommer ud af kontrol, skal man i den grad være varsom. Dette må Helmut sande og deres forhold får katastrofale følger ...

Den sorte engel er et remake af Sansernes rus (senso) fra 1954 af Luchino Visconti. Tinto Brass har hensat handlingen til Italiens sidste dage under fasciststyret.

Tinto Brass har før brugt historiske begivenheder som kulisse i sine erotiske film. Blandt andet i Bag låste døre, Caligula og Salon Kitty.

Den sorte engel (Senso'45) er et erotisk krigsdrama. Og det emmer af erotik på en meget sober og visuel flot måde. Efter min mening er de erotiske scener meget stuerene og absolut intet at få anstød af, men hænger godt sammen med historien i sin helhed.

Den sorte Engel vandt Silver Ribbon 2002 på Italian National Syndicate of Film Journalists for bedste kostumer, hvilket jeg synes er lidt pudsigt for en erotisk film, hvor der vises en hel del nøgen hud. Men kostumerne er flotte med stor sans for de små detaljer.

Foruden de erotiske indslag, er det en utrolig smuk og god historie. Den bæres især oppe af Anna Galiena, der i den grad giver fuld valuta for pengene.

Selve klipningen er flot udført. Nok ingen kan som Tinto Brass formå at skabe associationer til kødelige lyster ved synet af en stegt kylling på et middagsbord eller ophængt oksekød i en kreaturvogn.

Den sorte engel er meget smukt optaget og musikken af Oscar- og BAFTA-vinderen Ennio Morricone danner en dejlig audiovisuel baggrund, der passer perfekt. Både til de erotiske scener og de mere alvorlige.

Alt i alt er Den sorte engel et yderst smukt erotisk krigsdrama, der pirrer, forfører og underholder.