Alex Greville er en midaldrende, fraskilt kvinde, der har et hedt forhold til den lidt yngre kunstner Bob (Murray Head).

Den enlige distingverede jødiske læge Dr. Daniel Hirsh (Peter Finch) er også forelsket. Desværre i den samme unge mand som Alex.

Bob derimod er forelsket i dem begge, og har ingen skrupler over at elske og elske med dem begge, når humøret er enten til det ene eller det andet.

Alle tre har kendskab til hinanden, og Daniel og Alex accepterer stiltiende hinandens eksistens af frygt for at miste deres store kærlighed, Bob.

Den Satans Søndag (Sunday Bloody Sunday) er et intenst drama, hvor der ikke sker det store. Det hele ligger i selve karaktererne og deres stærke vedkommende dialoger.

Peter Finch i rollen som Daniel er pragtfuld, hvilket han da også blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for. Derudover blev Glenda Jackson som Alex nomineret til bedste kvindelige hovedrolle, John Schlesinger for bedste instruktør og Penelope Gilliatt for bedste screenplay. Udover disse fire Oscar-nomineringer vandt Den Satans Søndag 12 andre internationale priser samt yderligere fem nomineringer.

Så det er ikke en hvilken som helst ordinær film, der er tale om her. Det er et stærkt vedkommende psykologisk drama om følelser pakket ind i hverdags begivenheder. Den skildrer på fin vis, hvilke kompromisser man engang imellem må indgå, hvis frygten for at miste sin elskede bliver for stor, og angsten for at stå alene tilbage er for overvældende.

Handlingen strækker sig over en lille uges tid, og selvom vi taler 1970, hvor frisindet blomstrer, viser den også, at bag selv samme frisind lurer jalousien, ensomheden og frustrationerne. Det er meget fint og nænsomt beskrevet.

Den Satans Søndag er en smuk og stillestående film om kærlighed og, ikke mindst, fravær af kærlighed. En film, jeg varmt kan anbefale, hvis man er til drama af de mere stille slags.