

Den jødiske adelsfamilie
Finzi-Contini lever et trygt og yderst isoleret liv i deres
palæ med tilhørende "have", der nærmest kan betegnes som en park i den lille by
Ferrara i det nordlige
Italien.
Men året er
1938, og den politiske front er ved at trække op med
Mussolini og facisterne. Situationen uden for Finzi-Continis sikre, tykke mure ulmer og
jødehadet tager til.
Men familien føler sig trygge, og de indbyder til stadighed ungdommen til tennisturneringer og generel hygge. Deres datter Micol (Dominique Sanda) og deres svagelige søn
Alberto (Helmut Berger) er gode venner med Giorgio (Lino Capolicchio), der er vildt forelsket i Micol.
Udenfor murene
forstærkes restriktionerne mod jøderne. Blandede ægteskaber bliver forbudt.
Jøder må ikke længere studere med ikke-jøder, de må ikke komme i militærtjeneste. Ikke engang en dødsannonce må de sætte i aviserne. Jødernes
liv bliver langsomt
indskrænket og begrænset.
Men adelsfamilien og deres venner lever stadig i
sorgløs uvidenhed og har det bare godt. De har forskanset sig bag de tykke
mure og lader blot livet udenfor passere.
Men en dag må selv de
vågne op til virkeligheden. Og den er meget anderledes og for dem
uvirkelig ...
Det er ingen
hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed og respekt for
Vittorio De Sica værker. Jeg holder så meget af Cykeltyven,
Umberto D og
Shoeshine.
Vittorio De Sica har en fantastisk evne til at skildre
følelser og afmagt på en meget smagfuld og smuk måde. I
Den forbudte have (Il giardino dei Finzi Contini) har De Sica et gennemgående tema:
Afsked.
Det er afsked med den vante
virkelighed, afsked med uskyld, afsked med
sorgløshed og måske afsked med livet.
Dette er meget
rørende skildret, men jeg savnede i den grad mere dybde. Jeg havde svært ved at indleve mig i den sorgløse tilværelse kontra den bidske og
menneskefjendske virkelighed uden for murene.
Den forbudte have ryddede hylderne for statuetter. Den fik både en
Oscar, en Golden Globe, En BAFTA og en
Guldbjørn samt mange flere priser. Fuldt fortjent, for det er en smuk historie om en jødisk familie - bare
vinklet på en helt anden måde.
Især sidste tredjedel af filmen rammer dybt og inderligt, og viser Vittorio De Sicas store
styrke udi kunsten at formidle følelser. Man får lyst til at vide mere. At føle mere. Og få kendskab til familiens og venners videre
skæbner.
Den forbudte have er bare en film, man skal have stående sammen med andre af Vittorio De Sicas værker. Han var en af de helt store
filmestre, og hans film er klassikere, der bare skal nydes og
opleves.