

Temaet er
set før - et tog fyldt med onde mennesker og grimme ting
truer menneskeheden, indtil de flinke fyre i de hvide hatte
redder verden fra undergang. Ok, helt så enkel er historien i
Death Train alligevel ikke.
I
Tyskland falder tyveriet af
plutonium sammen med kidnapningen af et tog, omend ingen i første omgang sammenkæder de to ting. Fokus er især på det
kidnappede tog, der pløjer sig gennem Tyskland uden hensyn til andre tog eller de ombordværende gidslers liv.
Den brutale togkidnapning får
UNACO (United Nations Anti Crime Organization) til at træde ind på scenen. Organisationen, under ledelse af
Malcolm Philpott (Patrick Stewart), sender agenten
Mike Graham (Pierce Brosnan) til Europa for at tage sig af terroristerne.
Med i kampen mod terroristerne er blandt andre også den kønne
Sabrina Carver (Alexandra Paul), der er skarpskytte. De har dog ikke taget højde for at terroristerne er forbedredt på lidt af hvert samt har baglandet i orden i form af en
tidligere sovjetisk general.
Derfor går det første angreb mod terroristerne helt galt og snart erfarer UNACO at toget udover gidslerne, som nu aflives en for en, også indeholder en
atombombe lavet af det stjålne plutonium. Dermed er det vigtigere end nogen sinde at få stoppet toget og terroristerne.
Death Train byder på masser af
action og er ingen dårlig film, om end plottet er set så mange gange før. Heldigvis er der dog langt mere i filmen, der er lavet blot nogle år efter
jerntæppets fald, end som så. Historien er nemlig lige så meget en politisk thriller som en spændingsfilm.
For bag terroristerne står nemlig en tidligere sovjetisk general, der drømmer om et forenet moderland under
militær ledelse. Og her er atombomben ombord på toget en yderst vigtig brik, da den skal bringes til
Irak, så det arabiske land bliver en tilpas alvorlig trussel for det tidligere Sovjetunionen, der atter vil tvinges til at
opruste.
Skuespillerne går til bidet med meget forskellig entusiasme. Hvor
Alexandra Paul og
Patrick Stewart virker engagerede og tændte, minder
Pierce Brosnan mere om en, der bare skal have overstået indspilningerne, så lønchecken kan blive udskrevet. Også blandt de øvrige aktører er indsatserne svingende.
Men alt i alt er
Death Train faktisk halvanden times ganske
udmærket underholdning. En film, der sagtens kan bære et gensyn eller to.