

I 2012 kunne
The Rolling Stones fejre sit 50-års jubilæum. I den anledning blev dokumentaren
Crossfire Hurricane produceret, og den er nu også udkommet på dvd herhjemme.
Crossfire Hurricane fortæller levende og spændede om det godt og vel første årti, hvor bandet skiftede en del ud i besætningen og gik fra at være mere hadet end elsket til det omvendte. Ja, hvordan The Rolling Stones blev den
institution, bandet i dag er.
Man får lov at følge med i tilblivelsen af de allerførste,
egne numre samt hysteriet, balladen og virakken omkring bandet. Men det er også historien om
stofferne, der var ved at tage overhånd.
For
Brian Jones, der var med fra starten, blev stofferne begyndelsen på enden. De fik ham
smidt ud af bandet og førte siden til hans alt for tidlige død. Det var dog ikke nok til at få de øvrige til - endnu - at holde igen. Noget, der ofte var med at gøre bandets
fremtid usikker.
Crossfire Hurricane fortæller også om, hvordan først
Mick Taylor og siden
Ronnie Wood overtager Brian Jones' plads på guitar og som en form for buffer mellem
Mick Jagger og
Keith Richards.
Det er historien om turneerne og livet i studiet i de første mange år. Såvel
højdepunkter som mareridtet ved gratiskoncerten i Altamont, San Francisco, hvor en tilskuer blev
myrdet og Stones-medlemmerne nærmest måtte flygte.
Crossfire Hurricane er nærmest et orgie i historiske optagelser, interviews og koncertklip. Det hele smukt bundet sammen af helt friske interviews med Jagger, Richards, Woods og
Charlie Watts.
Det skorter heller ikke på det vigtigste i Stones-sammenhænge:
Musikken. Faktisk er der klip fra omkring 40 af bandets sange undervejs. Blandt andet mange
ikke tidligere viste optagelser.
Crossfire Hurricane indeholder desuden en del
ekstramateriale. Blandt andet interview med instruktøren,
Brett Morgen, og en "bag-om" tilblivelsen af filmen.
Ydermere får man serveret
Satisfaction og
I'm All Right live i koncertoptagelser fra Tyskland i 1965. Alene disse to numre er
ren guf.
Er man fan af The Rolling Stones, er
Crossfire Hurricane et absolut must i samlingen. Et lille
mesterværk, der kan nydes igen og igen!