Mia (Heidi Linhart) er stewardesse på Flight 211 med kurs mod Alcapulco, hvor hun skal mødes med sin kæreste, Zach (Chuck Walczak).

Ombord er der en broget skare af passagerer, deriblandt Sol, Petey, Squid og Jack. Fire bankrøvere, der efter et kup nu er på vej mod Santo Cristo med udbyttet.

De er ikke lige just begavede og da de finder ud af, at flyet bliver nødt til at vende om grundet en storm, bliver de hidsige og tvinger piloterne til at flyve videre mod den planlagte destination.

Der kommer et lille uheld og flyet styrter ned i sumpene El Pantano Diablo. Der er fire overlevende passagerer og tre banditter. De finder hurtigt ud af, at det ikke er det bedste sted, de befinder sig, for ude i sumpen hersker en krokodille, der er meget sulten og blodtørstig ...

Handlingen er der ikke så meget at skrive om. Den er som med andre B- og lavbudget film - yderst ligetil. En lille flok heltemodige mennesker mod nogle stygge banditter og som bonus et monster, der ikke skelner mellem de gode og de onde.

Crocodile (Crocodile 2: Death Swamp) er en rigtig tømmermandsfilm. Her er absolut ingen grund til at slå hjernen til. Ikke engang en enkelt lille hjernecelle er der brug for.

Filmen egner sig fremragende til dagen derpå, hvor det eneste man kan forholde sig til, er om fjernbetjeningen, den slatne pizza, den afbrusede cola og hovedpinepillerne er inden for rækkevidde.

Crocodile er så stereotyp og forudsigelig som dagens tv-program, og det er bestemt ikke stor filmkunst. De tre klaptræer, som er meget små, gives udelukkende for underholdningsværdien.

Det er så plat og kliche-agtigt, at det er hamrende morsomt. Især krokodillen, som er så dårligt udført, at selv mine tøjbamser virker meget mere uhyggelige, er sjov.

Men skal man bare fordrive 89 minutter i sofaens trygge varme uden at tænke eller forholde sig til handlingen, er Crocodile et udmærket bud.