Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Code of Honor (2016)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Michael Winnick
Medvirkende: Steven Seagal, Craig Sheffer, Helena Mattsson m.fl.
Varighed: 102 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Scanbox
Udgivet: 24. november 2016
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Robert Sikes (Steven Seagal) er tidligere oberst i en af USA's militære eliteenheder. Han er ekspert i at gå i ét med sine omgivelser. Og i at dræbe.

Og at hans evner udi det sidste punkt er intakte, beviser han allerede fra første færd, hvor et par forbryderbander koldblodigt og effektivt elimineres fra de levendes rækker. For Robert Sikes har nemlig et meget stort horn i siden til alle hårde kriminelle.

Et opgør mellem rivaliserende kriminelle var nemlig skyld i, at hans kone og datter blev tilfældige og uskyldige ofre. Og den tidligere elitesoldat vil nu bare alle kriminelle i sin hjemby til livs.

Selv om politiet umiddelbart bifalder de kriminelles bortgang, så er der jo stadig tale om ulovlige gerninger. Så de indleder selvfølgelig en jagt på Robert Sikes. Men også en tidligere kollega, William Porter (Craig Sheffer), vil sætte en stopper for Sikes hærgen blandt de kriminelle.

Steven Seagal har efterhånden begået sig i actionfilm-genren i 30 år. Årene har da også sat sine tydelige spor på kampsports-eksperten, så han i dag fremstår temmelig fedladen og uden de store armbevægelser - elller bevægelser i det hele taget.

Det er da heller ikke Seagal, der hiver denne film hjem, hvor han reelt mere har en halvstor birolle. I stedet er det Craig Sheffer, der primært får lov at trække læsset. Men med Steven Seagal øverst på rollelisten, kan der nok skubbes flere film over disken.

Hverken plottet eller skuespillet er noget man falder i svime over. Code of Honor må vel betegnes som en B-film, der heller ikke har haft et synderligt stort budget at rutte med.

Men så længe man ikke forventer, at blive intellektuelt pirret eller få serveret stor filmkunst, så fungerer denne actionfilm faktisk. Den formår at underholde med masser af action i lidt over 100 minutter.

Om Code of Honor vinder eller falder til jorden ved et gensyn, må tiden vise. For jeg kommer nok til at se den igen en dag, hvor hjernen ikke kan kapere andet end hjernedød action alligevel.

Jeg må slutteligt indrømme, at Code of Honor faktisk formåede at overgå mine forventninger. Ganske væsentligt endda, men jeg havde så også sat barren temmelig lavt med tanke på, hvad Steven Seagal ellers har formået at præstere de senere år.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017