
Cirkusrevyen 2011 er et sandt festfyrværkeri af sang, dans, musik, sketches og forrygende
underholdning.
Som i alle andre revyer tages der fat i året der gik med diverse
politiske episoder, de kongelige og bare lidt af hvert. Ditte Hansen leverer en fantastisk underspillende sexolog Bodil Andersen, der har fundet sig en lille niche i det seksuelle univers: Nemlig
hverdagssex.
Sure, rasende
Bertil Haarder i skikkelse af Ulf Pilgaard dukker også op på scenen. Det gør naturligvis
Helle Thorning (Ditte Hansen) og
Lars Løkke (Lisbet Dahl) også. Endda i selskab med
Thomas Blachman - ramt spot on af Henrik Lykkegaard.
Ingen Cirkusrevy uden Dronning Margrethe og kongehuset er jo altid leverandør for en historie eller i dette tilfælde to. Nemlig kronprinsesparrets tvillinger, der passes af en storrygende Margrethe. Hun spilles som altid eminent af
Ulf Pilgaard.
Nogle af de faste og velkendte karakterer mangler heldigvis heller ikke. Her tænkes på
cha-cha-cha damen med sin hjemmekomponerede sang, akkompagneret af altid veloplagte
James Price. Det er Lisbet Dahls faste karakter, og det er en figur, der aldrig nogensinde må mangle. Denne gang er sangen lidt mere
vovet end ellers - og gud, hvor er det godt.
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg er vild med
Ditte Hansen. Hun er et kæmpe (i mere end en forstand)
talent og stråler ud over scenekanten.
Men samtlige medvirkende, både dansere, musikere og hele revybanden, giver
fuld skrue hele vejen, og det kan næsten ikke blive bedre. Det er topunderholdning, som hele familien kan samles om.
På nær de
hørehandikappede. Cirkusrevyen 2011 er desværre ikke tekstet.
Cirkusrevyen 2011 underholder, morer og fornøjer i næsten to timer. Der er ikke en eneste sang, dansenummer eller sketch, der ikke rammer plet denne gang. Så fødderne op på bordet og få
god underholdning og rørt lattermusklerne.