

Den lille pige, der ikke er større, end hun kan ligge i en tændstiksæske, blev skabt af Hanne Hastrup i 1957, og blev døbt Cirkeline. I 1967 fik Cirkeline liv, da
Jannik Hastrup animerede og producerede 18 kortfilm til DR TV ud fra
Hanne Hastrups manuskript.
Siden da har
Cirkeline været udødelig og er blevet en del af vores
kulturarv. Endda så meget, at den første farvefilm, der blev sendt på DR's TV i 1968, var "Åh, sik' en dejlig fødselsdag" med Cirkeline og hendes spøjse venner.
Cirkeline Fandango er den første spritnye Cirkeline-film i mange år og nu er den her til glæde for store og små. Derfor var det med stor nostalgisk
glæde, at jeg satte skiven i afspilleren.
Den består af
15 kortfilm, blandt andre Mango Fandango, Kyllingen, Cirkeline og Ingolf leger cirkus. Det er yderst sobert, rent og pænt samt morsomt. For ikke at tale om, at det dels er meget
børnevenligt grundet de korte afsnit, dels meget forældrevenligt. Man når ikke at få
fnidder af for eksempel Ingolfs pibende stemme.
Jeg tror, at
Cirkeline Fandango mest henvender sig til den alleryngste aldersgruppe, og her skal den nok blive et hit. Netop på grund af de korte afsnit.
Jeg selv fik et lidt nostalgisk flip, da jeg så Cirkeline med sin karakteristiske røde
kjole med sorte prikker, hendes bare fødder og pjuskede hår. Og samtidig følte jeg mig en anelse gammel og oldnordisk. Set med nutidens øjne - for der er godt nok sket mangt og meget med tegnefilm gennem årene.
Men jeg
halvgamle krage hyggede mig gevaldigt med
Cirkeline Fandango og Ingolf. Så hvorfor skulle
småfolk ikke kunne gøre det samme?