Christiane er på mange måder en ganske almindelig storbypige i den kolde krigs Berlin. Hun har sine venner og fester. Hun stifter bekendtskab med bløde, narkotiske stoffer allerede som 12-årig i den lokale ungdomsklub.

Men hun ender hurtigt i en kedelig spiral sammen med vennerne. For de begynder at eksperimentere med stærkere stoffer. I første omgang LSD og forskellige slags piller.

Men allerede da Christiane er 14 år gammel er hun blevet junkie og stærkt afhængig af de stærkeste stoffer på narkomarkedet. Og hun er tvunget til financiere sin afhængighed som prostitueret.i omrrådet omkring togstationen Bahnhof Zoo.

Christiane F. (Wir Kinder vom Bahnhof Zoo) følger hovedpersonen og hendes liv gennem denne periode. Skuespillerne er unge i den rigtige alder, og optagelserne er fundet sted i det miljø, hvor de udspilles.

Scenografi og lyssætning er dunkel og trøstesløs. Dermed reflekterer det meget godt Christiane og de øvrige unges liv og livssyn: Kedeligt, trist og med kun få lysglimt.

Hård narkotika er noget skidt. Og skulle man være i tvivl om det, så skylder man i høj grad sig selv, at se Christiane F. For det er en utrolig barsk film, hvor intet er pakket ind.

Det hele bliver serveret hudløst ærligt - som tingene nu engang var på det tidspunkt i Berlin. Filmen er da også baseret på en biografi om Christiane og dækker en periode i hendes liv fra hun var 12 år gammel og frem til hendes 15. år.

Det der gør filmen så stærk og speciel er, at den ikke løfter pegefingre eller moralprædiker. Den viser blot fakta, og så er det ellers op til seeren at drage konklusionerne.

Christiane F. får mine varmeste anbefalinger. En film, der burde være obligatorisk i danske skoler som en del af den almene undervisning!

David Bowie bør i øvrigt fremhæves. Musikeren, der selv har boet i Berlin i samme periode som filmen udspiller sig i, har nemlig ikke blot leveret musikken til Christiane F.. Han optræder såmænd også som sig selv i filmen.