
Emmett (Gary Oldman) er krigsveteran fra Koreakrigen, men har meget svært ved at indfri omgivelsernes forventninger som helt.
Den 14. februar 1955 slår det klik for Emmett, og i desperation går han amok med sin skyder. Til sidst forsøger han at skyde sig selv. Dette lykkes ikke, og han bliver
tvangsindlagt på Chattahoochee, Floridas psykiatriske hospital.
Det er et nydeligt hospital. Omgivelserne fejler bestemt ikke noget, men bag facaderne ligger en barsk og ubønhørlig virkelighed. De psykisk syge er stuvede sammen i barakker. De er snavsede, uhumske og i det hele taget nogle sølle eksistenser. De får ingen behandling og er helt overladt til deres vogteres
humør og
luner.
Emmett bliver gode venner med
Walker Benson (Dennis Hopper) og pludselig er Emmett i krig igen. Ikke bag fjendens linier, men mod hospitalet og den hensynsløse behandling, patienterne får. Han kæmper for
retfærdighed og
værdighed.
Emmett bliver talsmand for disse patienter og skriver lange breve til deres familier for at gøre dem opmærksomme på, hvilke uhyrligheder, deres pårørende bliver udsat for. Dette huer bestemt ikke ledelsen, og gang på gang bliver Emmett straffet.
Sammen med sin ukuelige søster
Earlene (Frances McDormand) er de frontfigurer mod et korrupt og nådesløst system ...
Chattahoochee er en fremragende film. Den viser råt for usødet halvtredsernes behandling af psykisk syge. I dag ville Emmett have fået stillet diagnosen
PTSS, post traumatisk stress syndrom, men dengang var det bare sindssyge, diagnosen lød på.
Gary Oldman er eminent i rollen som Emmett. Det er en toppræstation, han udviser. De tre hovedrolleindehavere Gary Oldman, Dennis Hopper og ikke mindst Frances McDormand er med til at hive karakteren op på fem klaptræer. Det er skuespil på højt plan.
Chattahoochee er baseret på virkelige hændelser, og virkelighedens Emmett hedder
Chris Calhoun. Hans utrættelige kamp for værdighed blandt psykiatriske patienter har givet pote - i hvert fald i Florida, hvor der er sket store forandringer, takket være Chris Calhoun.
Han lever stadig og fungerer stadigvæk som
talerør og
repræsentant for psykisk syge medmennesker.
Chattahoochee er en film med en historie, man bliver grebet af og bestemt en, der sætter tanker i gang. Jeg kan varmt anbefale denne lille perle og håber, den når ud til et bredt publikum.