Det romerske imperiums tredje kejser, Caligula, er lettere vanvittig. Han styrer imperiet med hård hånd, har seksuelle forhold til sine søstre samt for ligesom at sætte kronen på værket af vanvid, udnævner han sin hest til senator.

Dette siger ikke så lidt om imperiets mægtigste mand, der styrer sit folk med frygt.

Der er masser af intriger og rævekager under de romerske gevandter. Fokus er lagt på superskøgen Messalina (Betty Roland), som med snilde og sex ønsker at få kejserindetitlen.

Caligula prøver hele tiden at bibeholde sin status som Kejser og Gud, og der er mange, der må lade livet.

Det er nok at have taget lidt hostesaft, så ryger hovedet, hvilket nok også er den mest effektive kur mod ondt i halsen. Budbringere, der bringer dårligt nyt, lider også samme skæbne.

Instruktøren Bruno Mattei er i den grad blevet inspireret af Tinto Brass' Caligola fra 1979, der handlede om de gamle romeres yderst dekadente livsstil. Bruno Mattei har så tillagt endnu mere sex, vold og tortur.

Men ... det holder ikke rigtigt. I hvert fald fænger Caligula og Messalina ikke, og visse sexscener med Caligula er der ikke meget aktion i, det er stadiet før nekrofili.

Caligula og Messalina (Caligula et Messalina) virker en kende tam og kedelig, og det er synd. Historien er god, med mange politiske intriger og masser af manipulation, men det falder lidt til jorden.

Betty Roland som Messalina er en af de få skuespillere i filmen, der virker troværdig og alene hendes præstation giver et ekstra klaptræ.

Bruno Mattei har også stået bag blandt andet den yderst humoristiske Rats, og det er nok kendetegnende for hans produktioner, at man skal have det humoristiske glimt i øjet, når man fodrer afspilleren med hans film.

Desværre for Caligula og Messalina er den for langtrukken og selv sexorgierne virker kedelige. Desværre. Men bevares, den kan da ses.