Filminstruktøren Neil Jordan er ikke et ukendt ansigt, når det kommer til vampyrfilm. Han er hovedsageligt kendt for ”En Vampyrs Bekendelser”, hvor Brad Pitt og Tom Cruise spillede overfor hinanden.

Filmen er husket som en mindre genreklassiker og der har derfor været store forventninger til hans nyeste vampyrfilm, Byzantium. Det er bestemt heller ikke helt uvæsentligt at sammenligne de to film, da de begge spænder over flere århundreder med masser af drama og gys.

Filmen følger moderen Clara (Gemma Arterton) og datteren Eleanor (Saoirse Ronan), der igennem flere årtier har levet et nomadisk liv, imens de har forsøgt at blende ind i baggrunden.

Clara er stripper i en lokal klub for at forsørge sig selv og sin datter. Det er det eneste liv, hun kender. Eleanor er dog ved at blive træt af den hektiske livsstil, og hun ønsker blot at leve et normalt liv som en normal teenagepige.

Der går ikke længe, før de endnu engang tvinges til at flygte. Snart befinder den lille familie sig i en søvnig fiskerlandsby, hvor Clara ser sit snit til at starte sit eget bordel.

Eleanor møder den unge Frank (Caleb Landry Jones), der i årevis har kæmpet mod leukæmien og som snart forelsker sig i Eleanor ...

I modsætning til ”En Vampyrs Bekendelser” finder Byzantium hovedsageligt sted i nutiden, mens enkelte passager fortælles som flashbacks, der udspiller sig i 1700-tallet.

Det er gennem disse flashbacks vi lærer om familiens historie og årsagen til at de lever på flugt fra en ond vampyrorden. Det er en spændende historie, der spiller fint sammen med filmens centrale handlingsforløb.

De sidste par år har vampyrfilmen hovedsageligt været rettet imod et teenagepublikum. Blandt andet med filmserier som "Twillight", med enkelte afstikkere som den fantastiske, svenske ”Lad den rette komme ind”. Byzantium er tættere på sidstnævnte.

Det er en film, der kigger nærmere på det at være udødelig samt det amoralske i at leve af andre menneskers blod og liv. Byzantium når ikke op på højde med film som "Lad den rette komme ind" eller det sydkoreanske mesterværk, "Thirst". Dertil er de afsluttende 10 minutter en anelse for rodet.

Men det er en vampyrfilm, der leverer varen og giver en lidt anden tilgang til genren end man er vant til. Og det er bestemt en film der kan anbefales.