Clint (Tim Matheson) har det hele - tror han. Han er flyttet tilbage til sin hjemby på landet, har bygget sit drømmehus, er blevet gift med sin drømmekvinde og har et drømmejob.

Hans kone, Joanna(Jennifer Jason Leigh), ser imidlertid anderledes på det. Hun trives bestemt ikke ude på landet, hvor det er mest praktisk at gå i fornuftigt tøj og ikke prangende kjoler.

Hun er irriteret på sin mand, der lever i en osteklokke, og selv hunden Duke hader hun for et godt ord. Selve drømmehuset føler hun, er en labyrint med hende som rotten, der forsøger at finde vej ud.

Joanna forsøger at få sit liv til at fungere på sin egen måde. Hun har et glødende forhold til den lokale læge, Cortland (William Atherton), der også føler sig fanget i den lille soveby. Sammen drømmer de om at starte en klinik for misbrugere i New York. Men de mangler lige kapitalen til at få drømmen opfyldt.

Men dette er der råd for i form af Clints forsikringspenge i tilfælde af hans død. Cortland har eksotiske fisk, der har den glimrende egenskab, at i deres blære findes en dødbringende gift, som ikke kan spores. Hvilket i og for sig er ligegyldigt, da det er ham, der eventuelt skal underskrive dødsattesten.

Joanna bliver nøje instrueret i, hvorledes hun skal give sin mand de giftige dråber, men noget går helt galt. For han dør ikke rigtigt, men bliver levende begravet. Han vågner op i sin kiste og får kæmpet sig ud. Nu er hævnens time kommet ...

Plottet er set mange gange før, men alligevel formår Buried Alive at holde en nogenlunde spænding hele vejen igennem. Især er sidste tredjedel ganske spændende og intens.

Det er Tim Matheson i rollen som Clint, der hiver filmen op. Han spiller fremragende og overskygger heldigvis Jennifer Jason Leighs middelmådelige skuespil.

I 1997 kom der for øvrigt en efterfølger til Buried Alive. Personligt kan jeg ikke lige se, at den kan bære en fortsættelse, men det kan da være jeg tager fejl.

Instruktøren Frank Darabonts har siden Buried Alive blandt andet stået bag de to Stephen King successer The Mist og Den grønne mil samt den fantasiske The Shawshank Redemption (En verden udenfor), der stadig ligger som nummer et på International Movie Database, som bedste film ud af 250.

Buried Alive er som sådan udmærket, den er bare så forudsigelig. Og det er tydeligt at Frank Darabonts endnu ikke på det tidspunkt har fundet formen, men er godt på vej til at finde sin helt egen stil.

Buried Alive er en nogenlunde gyser og kan sagtens ses uden man keder sig. Den er bare hurtig glemt og sætter ikke de store spor i ens hukommelse.