

Filmen tager sin begyndelse i 1943 i en tibetansk munkeorden, der vogter den hellige skriftrulle, som bl.a. indeholder den guddommelige hemmelighed om evigt liv. Rullen skal vogtes af én munk i 60 år, hvorefter munken skal finde en værdig arvtager til hvervet.
I 1943 er det
Munken uden navn (Yun-Fat Chow), som findes værdig. 60 år senere skal han så finde en ny vogter, hvilket bringer ham til USA. Her møder han gavflaben
Kar (Seann William Scott), som Munken uden navn udser til den nye vogter. Samtidig er en fascistisk gruppe på jagt efter skriftrullen, og så går det ellers derudad.
Slå hjernen fra, hvis du skal se denne film, og tag den for det, den er. Nemlig en
la la film med masser af kampscener, hvor man virkelig kan se, at det ikke er tyngdeloven, der er blevet studeret. Der er masser af friske og rappe replikker, og nogle af kampscenerne er decideret morsomme, men som sagt er det en film, hvor man kan parkere hjernen et eller andet sted mellem sofaen og kaffekoppen.
Da jeg så den, var jeg i et udpræget overstadigt humør, som måske gjorde, at jeg syntes, den var ganske underholdende, trods det totalt kiksede og "
helt-ude-i-hampen" plot. De mange speciel effects og det meget smukke visuelle indtryk trækker karakteren et klaptræ op.
Yun-Fat Chow kendes bl.a. fra "Tiger på spring, drage i skjul" og "Anna og Kongen", og dette er bestemt ikke en film, han burde prale af.
Seann William Scott har tidligere medvirket i bl.a. "American Pie" og "Final destination", og han er bestemt ikke nogen action-helt.