
Matt Devereaux (Spencer Tracy) er en kvægbaron af den gamle skole, der styrer sin store ejendom med
hård hånd på den gammeldags måde, hvor man skyder først og redder trådene ud bagefter.
Det får et mineselskab, der forurener hans jord og dermed dræber en del af hans kvæg, at føle. Da mineejeren ikke vil lukke minen og dermed stoppe forureningen, tager Devereaux sagen i egen hånd og ødelægger såvel maskiner som bygninger.
Men det er nye tider, med nye regler, så Devereaux ryger i retten, hvor han bliver dømt til at betale en stor
erstatning til mineselskabet. Samtidig må han lide den tort, at hans yngste og yndlings søn,
Joe (Robert Wagner) der var udset til at arve kvægfarmen, bliver idømt
tre års fængsel for selvtægten.
Devereaux har yderligere tre sønner fra et
tidligere ægteskab, som blot venter på at overtage faderens frugter af mange års hårdt arbejde. Det opnår de, da Deveraux dør af et
slagtilfælde, som de har været med til at fremprovokere. Så da Joe kommer ud af fængslet, går han i gang med at planlægge en
hævn over sine halvbrødre.
Broken Lance er ikke en helt almindelig western. Det er således ikke mange af de slagsmål og ildkampe, man ellers forbinder med genren. Det er i langt højere grad et familiedrama,
pakket ind i en western-kulisse.
Det gør dog på ingen måde filmen ringere.
Broken Lance vandt således en
Oscar, blev nomineret til yderligere én og vandt desuden
Golden Globe. Og efter denne anmelders mening, er priserne ikke uden grund.
Broken Lance er i høj grad en seværdig film med en perlerække af stjerne-skuespillere. Den er baseret på Shakespeares
King Lear, og er da også et ægte drama.