Billy Lenz (Robert Mann) har siddet indespærret på Clarks Sanatorium i årevis efter at have slagtet sin mor og stedfar en juleaften.

Det eneste Billy ønsker sig, er at komme hjem til jul. Men hans tidligere tidligere hjem huser nu et søster-fællesskab, hvor seks studiner og et styk opsynsdame bor. Det nærmer sig jul, og de syv kvinder pusler med julestads og lignende.

Billy flygter fra tosseanstalten og sætter kurs mod sit tidligere hjem. Alt i mens kvinderne hygger sig med rødvin og glitterstads, dør de en for en.

I flash-backs vises Billys baggrundshistorie, som er ganske grum. Det viser, en lille dreng, der bliver holdt indespærret på loftet af sin mor, som i den grad ikke kan lide sin søn, og en far som prøver at gyde olie på de oprørte vande.

Black Christmas er et remake af Bob Clarkes slasher fra 1974, og basalt set handler den om ingenting - andet end en psykopat på fri fod.

Der er masser af nedslagtninger, som det nu hør og bør sig i denne genre. Tilmed er den krydret med en ekstra psykopat, der pusler i krogene.

Skuespillet er så som så. De seks studiner er steoretype, opsynskvinden dum og psykopaterne er nærmest lidt latterlige. Handlingen er så forudsigelig som noget, derudover er der en del plothuller.

Men alligevel kommer Black Christmas op på de tre klaptræer, for der er nogle gode øjeblikke og veludførte splat-scener, at så selve historien ikke helt holder vand, gør ikke så meget. Billys baggrundshistorie gør også sit til, at karakteren kommer op, for det er ganske godt.

Kan man lide slasher/gyser/horror film, er Black Christmas et godt bud på en (u)hyggelig julefilm. Dog skal man have det humoristiske glimt i øjet og ikke tænke for meget.