

En flok college-piger vil samle penge ind til et velgørende formål. Og hvad giver mere end at iføre sig små bikinier, stille sig op ved en tankstation og tilbyde
bilvask?
Desværre bryder deres
bus sammen på vej til bestemmelsesstedet, Bezzol Beach, og de havner ved en tilsyneladende
menneskeforladt tankstation ude på landet.
Men de formår da at vende situationen til noget positivt og det lykkes dem at få nogle bilvask-kunder, der dels får vasket deres biler, dels får nogle yderst
veldrejede, letpåklædte kroppe at kigge på imens.
Men tankstationen er ikke forladt.
Massemorderen Moe huserer og snart forsvinder pigerne en efter en ...
Canadiske
Bikini Girls on Ice har alle de traditionelle elementer, der er minimumstandard i en slasher/horror film: En bevæbnet
psykopat, et øde sted, fuldmåne, lidt sex og lir samt en flok
unge piger.
Selv pigerne er repræsenteret af de gængse typer: Den kloge, den dumme, den liderlige und so weiter. Selv de unge fyre, der er med i scenariet, er hinandens modsætninger: Den ene dum og
brunstig, den anden fornuftig og udstyret med en IK, der når op over tre på en god dag. Der er intet nyt i det.
Desværre.
Spændingen mangler i den grad og forudsigeligheden er til at tage at føle på. Selve nedslagtningerne er ikke rigtig noget, der får en op at ringe eller nå kvalmegrænsen for den sags skyld. Der mangler
raffinement og, ikke mindst,
humor.
Men når disse lidt sure opstød er kommet ud, er
Bikini Girls on Ice da absolut værd at se, hvis man er til denne genre. Man har bare set det før og også
bedre udført.