Marokko. En fårehyrde køber en riffel til sine to sønner, så de kan beskytte deres får mod sjakalerne.

Richard (Brad Pitt) og Susan (Kate Blanchett) er på ferie i Marokko. Deres ægteskab halter, og det er et forsøg på at komme tæt på hinanden igen. Et skud lyder.

USA. Den mexikanske barnepige Amelia (Adriana Barraza) er i et voldsomt dilemma. Hendes søn skal giftes hjemme i Mexico, og hun er alene med sin arbejdsgivers to børn. Hun vil frygtelig gerne med til brylluppet, men kan ikke få andre til at tage sig af børnene. En skæbnesvanger beslutning tages.

Tokyo. Den unge teenager Yasujro (Kôji Yakusho) og hendes veninder flirter med den spirende seksualitet. Ikke nok med at have kaotiske lig i lasten, skal Yasujro også slås med, at hun er døvstum, og hendes far ikke er nærværende.

Hvordan instruktøren Alejandro González Iñárritu får flettet dette sammen til en helstøbt historie, må man selv se. Men det er mesterligt.

Det store grundtema er kommunikation, eller snarere mangel på samme. Fællesnævnerne i alle fire historier er savn, og ønsket om forståelse.

Alejandro González Iñárritu beskriver med stor følelse og indsigt, den fremmedgjorthed og ligegyldighed, der efterhånden er fremherskende i verdenen.

Selvom filmen er dræbende lang tid om at komme i gang, specielt fordi den i starten virker rodet og usammenhængende, tager den fart, og nagler en til sofaen i grænseløs afmagt.

Babel er rørende, dramatisk, sørgelig og smuk, hvilket resten af verdenen også synes. Filmen har vundet ikke mindre end 20 internationale priser, inklusive en Oscar samt yderligere 67 nomineringer.

Alle skuespillerne virker yderst troværdige. Deres sorg og afsavn afspejles i deres øjne og mimik, selv statisternes følelser og mangel på samme føles intenst.

Babel virker mere virkelig end virkeligheden selv. En stor varm anbefaling fra min side.