Den 54-årige amerikanske arktiekt Stourley Kracklite (Brian Dennehy) er taget med sin yngre hustru, Louisa (Chloe Webb), til Rom.

Her skal Kracklite forestå en kommende udstilling om den franske arkitekt Étienne-Louis Boullée, der levede 1728-1799.

Det er en livsdrøm, der går i opfyldelse for Kracklite. Boullée er hans helt og forbillede, og han kan ikke rose Boullées visionære arkitektoniske bygninger nok.

Louisa bliver kurtiseret af den unge, budgetansvarlige Caspasian Speckler (Lambert Wilson), og det varer heller ikke længe, før hun falder for hans charme og søde ord.

Hun har lige opdaget, hun er gravid med Kracklites barn, men dette forhindrer hende ikke i at have en affære.

Krakclite begynder at have stærke mavesmerter, og han bliver nærmest besat af maver. Både sin egen og diverse statuers maver.

Den første læge, der tilser Kracklite, konkluderer at mavesmerterne bare er lidt katar eller udspring af selvoptagethed. Men smerterne tager til, og det viser sig at det er cancer.

Efter ni måneder begynder udstillingen at tage form, og åbningen nærmer sig. Men Kracklite har visse beslutninger, der skal tages ...

Arkitektens mave (The Belly of an Architecht) er en langsommelig affære. Og et meget tungt drama.

Det fjerde klaptræ går til Brian Dennahue. Det er en skuespiller, jeg normalt ikke bryder mig særligt om. Men i Arkitektens mave giver han en præstation ud over det sædvanlige.

Den snigende paranoia, selvhad, had mod konen, mistro, frustrationer og håbløshed skildres så fint og følsomt, at man rent faktisk synes, han er frygtelig patetisk og irriterende.

Arkitektens mave varer 118 minutter, og det er lige lidt i overkanten. Der kunne godt have været skåret hist og pist.

Er man i humør til at se en velvoksen mands undergang og lidelser, er Arkitektens mave et ganske godt bud. Den er heldigvis ikke lige så deprimerende som for eksempel Biutiful.