

Den 54-årige amerikanske arktiekt
Stourley Kracklite (Brian Dennehy) er taget med sin yngre hustru,
Louisa (Chloe Webb), til Rom.
Her skal Kracklite forestå en kommende udstilling om den franske arkitekt
Étienne-Louis Boullée, der levede 1728-1799.
Det er en
livsdrøm, der går i opfyldelse for Kracklite. Boullée er hans
helt og
forbillede, og han kan ikke rose Boullées visionære arkitektoniske bygninger nok.
Louisa bliver
kurtiseret af den unge, budgetansvarlige
Caspasian Speckler (Lambert Wilson), og det varer heller ikke længe, før hun falder for hans charme og søde ord.
Hun har lige opdaget, hun er
gravid med Kracklites barn, men dette forhindrer hende ikke i at have en affære.
Krakclite begynder at have stærke
mavesmerter, og han bliver nærmest besat af
maver. Både sin egen og diverse statuers maver.
Den første læge, der tilser Kracklite, konkluderer at mavesmerterne bare er lidt
katar eller udspring af
selvoptagethed. Men smerterne tager til, og det viser sig at det er
cancer.
Efter ni måneder begynder udstillingen at tage form, og
åbningen nærmer sig. Men Kracklite har visse
beslutninger, der skal tages ...
Arkitektens mave (The Belly of an Architecht) er en langsommelig affære. Og et meget
tungt drama.
Det fjerde klaptræ går til
Brian Dennahue. Det er en skuespiller, jeg normalt ikke bryder mig særligt om. Men i
Arkitektens mave giver han en præstation ud over det
sædvanlige.
Den snigende
paranoia, selvhad, had mod konen, mistro, frustrationer og
håbløshed skildres så fint og følsomt, at man rent faktisk synes, han er frygtelig
patetisk og irriterende.
Arkitektens mave varer 118 minutter, og det er lige lidt i overkanten. Der kunne godt have været skåret hist og pist.
Er man i humør til at se en velvoksen mands
undergang og lidelser, er
Arkitektens mave et ganske godt bud. Den er heldigvis ikke lige så deprimerende som for eksempel
Biutiful.