Alyce (Jade Dornfeld) og Carrol (Tamara Feldman) er veninder.

En aften finder Carrol ud af, at kæresten Vince (James Duval) er utro, og hun bliver naturligvis vred, frustreret og ked af det. Alyce forsøger at trøste og støtte sin hjerteveninde, så godt hun nu kan.

Men den bedste måde at komme over kærestesorger på, er ifølge de to piger, at fylde sig med sprut og esctasy i lange baner. De havner senere på natten oppe på taget af Alyces ejendom.

Her sidder de og nyder lidt vin. Men pludselig går situationen over gevind, og Carrol havner nede på fortovet ...

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen, da det ville være frygtelig synd.

Men så meget kan røbes, at Alyce får store skyldfølelser. Og for at tackle både skylden og sorgen, skal der mere esctasy til.

Ikke nok med det, så er det jo altid nemmere at kaste skylden over på alle andre end sig selv. Og dette resulterer i hævn på enhver, der bare har været i nærheden af Carrol.

Alyce er en dyster og voldsom omgang, som giver tilskueren et lille bitte indblik i en meget skrøbelig piges virkelighed. En virkelighed, der vel at mærke ligger milevidt fra normalen.

Man kan ikke lade være med at sympatisere med Alyce og mærke hendes følelser, selvom man (forhåbentlig) tager afstand fra hendes handlinger. Hun suger sig fast i ens bevidsthed, og det er yderst fascinerende.

Selve historien i Alyce er også god og sammenhængende. Den er, som skrevet, voldsom, ond og dog findes der en form for kulsort humor.

Det femte klaptræ gives grundet to ting. For det første til Jade Dornfeld i rollen som Alyce. Hun er forrygende og yder en toppræstation. Hun er så gennemsigtig og sårbar, at hun kryber helt under huden på en.

For det andet for den fantastiske slutning, som i den grad rykker filmen op i en klasse for sig. Den er kostelig.

Jeg kan varmt anbefale Alyce til alle, der holder af en god, voldsom thriller med en fin historie og gode skuespilpræstationer.