Steve (Gary Sweet) lever i et godt ægteskab med Alexandra (Helen Buday) og deres to børn.

Han elsker sin kone, sit arbejde og sine børn, og føler selv, at han lever det perfekte liv. Det kan faktisk ikke blive bedre efter hans mening.

I dag er det hans fødselsdag og han glæder sig til at komme hjem, for han regner bestemt med at hans elskede hustru Alexandra har arrangeret et surpriseparty.

Det bliver også lidt af en surprise for ham. Han kommer hjem til et hus, hvor alle møblerne er stablet op, selv pærerne i lamperne er taget væk, og det eneste der er tilbage, er videomaskinen og et videobånd.

Steve sætter sig til rette i lænestolen, spændt på, hvad Alexandra har fundet på, og hvad meningen er med de opstablede møbler.

Dernæst følger der en alenlang monolog på videoen fremført af Alexandra. Og det er ikke småting, der bliver lagt for dagen.

Det er en meget underlig film, som helt bæres oppe af Helen Budays præstation.

Hun spiller på hele følelsesregistret, så der ikke er et øje tørt. Men også Gary Sweet yder toppræstation. Den psykologiske nedbrydning, hudfletning og krakelering er med al tydelighed mejslet i Gary Sweets mimik og kropssprog. Ualmindelig godt spillet.

Det er den ultimative fødselsdagsgave til manden, der har alt - nemlig den totale ydmygelse og fornedrelse.

Det er en film, man skal være i humør til at se, for den er godt nok anderledes og spøjs.