
Alexander, søn af den makedonske konge Filippo og Olympias, overtog tronen som 20-årig, da faderen blev snigmyrdet. I løbet af blot fem år havde han erobret det meste af sin tids kendte verden, lige fra Egypten til Indien. På otte år, indtil sin død som 33-årig, var han blevet hersker af et
imperium, hvis mage ingen havde set.
Alexander blev verdens første store
erobrer. Han var krigeren, kongen, herskeren, og blev til legenden
Alexander den store.
Oliver Stone har villet det hele med denne storfilm. Mytologi, historie, sagn, legender, krig og kærlighed er skønsomt blandet sammen til et
mesterværk. Det lykkes for Stone at få en sammenhæng i det hele.
Stone formår at bygge en spænding op omkring de mange
drabelige slag, og de er formidabelt lavet. Man kan ikke andet end at blive grebet.
Stone viser også den menneskelige side af Alexander. Trods hans status som
kriger og
konge, var han også en yderst følsom ung mand med
biseksuelle tendenser, og hans store kærlighed var nok ikke konen Roxane, men derimod barndomsvennen Hephaistion.
Colin Farrell som Alexander er et perfekt valg. Han spiller sin karakter med stor overbevisning og følsomhed. Filmen er fantastisk flot filmet af fotografen
Rodrigo Prieto, der med kyndigt øje har indfanget de drabelige slag, hvor blod og lemmer bliver spredt ud over diverse ørkener i de voldsomme slag.
Man bliver godt og grundigt underholdt i næsten tre timers
episk historiefortælling, og jeg vil vove at påstå, at Alexander er Oliver Stones bedste storfilm til dato.
Ekstramaterialet, som fylder en disc for sig selv, byder på en del. Bl.a. dokumentarfilmen "Fight Against Time: Oliver Stone's Alexander", hvor Oliver Stones søn, Sean, følger sin far med kamera i over 70 minutter under optagelserne til den
150.000.000 dollars dyre storfilm. Det er et uhøjtideligt og
kærligt portræt af Oliver Stone. Derudover er der bag kameraet, optagelser fra settet, interviews og trailers.
Så kridt sofaen op til tre timers suveræn
god underholdning. Filmen er et mesterværk.