

I Agrabar i Arabien henslæber gadedrengen
Aladdin sig gennem sin fattige tilværelse med at stjæle blot til dagens fornødenheder. Han drømmer om at blive fri, og allerhelst ville han gerne bo på paladset.
På paladset bor den underskønne prinsesse
Jasmin, som også ønsker at være fri. Hun skal giftes inden tre dage, og hun vil ikke blot indgå i tvangsægteskab, men derimod gifte sig af
kærlighed. Hun stikker af fra paladset og møder selvfølgelig Aladdin.
Naturligvis bliver de
forelskede og så er eventyret begyndt.
Det er den sædvanlige Disney-streg, og det er en herlig film. Lampens ånd
Genie er en af de karakterer, der bærer filmen oppe med alle dens åndssvage påfund og konstante udvikling. Det er en film, som både store og små kan samles om og muntre sig med.
Ekstra-materialet byder på et hav af sjove ting, her er nye musikvideoer, Aladdins Flyvende Tæppe spil, inde i Genies lampe, en fantastisk 3D guide, de pragtfulde Disney sange (også fraklippede sange) samt meget meget mere. Her er fuld valuta for pengene.
Ingen Disney produktion uden god musik, og
Aladdin fik da også to Oscars og to Golden Globes for Bedste Musik samt Bedste Sang.