Rom 1938. Det er 12. år med fascisme i Italien og den politiske uro ulmer - både i landet og i Europa.

På en lille gade ligger to skræddere side om side. Umberto Melchiori (Diego Abatantuono), skrædder af den gamle skole. Distingveret, karismatisk, katolik og velhavende. Leone DellaRocca (Sergio Castellitto), sælger og tilretter færdigsyede habitter og dragter, hårdtarbejdende, jøde og velbeslået.

De to herrer er konkurrenter og kæmper om kunderne. De er ikke de bedste venner, men det er deres to sønner til gengæld. Umbertos søn, Pietruccio (Walter Dragonetti), og Leones jævnaldrende knægt, Lele (Simone Ascani), er bedste venner og kan ikke helt forstå de såkaldt voksnes handlinger.

Derudover er Leones datter, den konservatoriestuderende Susanne (Gioia Spaziani), og Umbertos arkitektstuderende søn Paulo (Elio Germanoi) meget forelskede i hinanden.

Mussolinis - Il Duce - doktriner træder mere og mere i kraft. Racelovene bliver skærpede, og chikanen af den jødiske race øges. Leones succesfulde forretning begynder at lide under diskriminationen, hvorimod Umbertos forretning blomstrer op.

Flere nye regler bliver indført, selv om Italien er et paradis for jøder, ifølge den lokale urmager Tik-Tak, der selv er jødisk flygtning fra Littauen. For selvom Italiens indfører nye love og regler, overholder de dem aldrig.

Men hans ord bliver gjort til skamme, og snart begynder konfiskationerne af jødernes ejendomme og ejendele. Da Kong Viktor Emanuel III udsteder et dekret om, at ingen skoler må tager elever af jødisk race, begynder alvoren at gå op for alle parter.

Historien i Ærkefjender (Concorrenza sleale) bliver fortalt af Umbertos søn Pietruccio. Gennem hans tanker, ord og små blæktegninger i hans dagbog.

Og hvilken historie, om to forskellige familiers liv og skæbner, der bliver udrullet. Det er ganske enestående.

Ærkefjender er en meget smuk og gribende historie om kærlighed, ubrydeligt venskab og racefjendskhed. Det at alle karakterer er så realistiske og troværdige samt et eminent skuespil gør, at historien fremstår enestående og umanerlig stærk.

Ærkefjender byder også på underfundig og lun humor, hvilket er dejligt befriende i en ellers så alvorlig historie om et af de mørkeste kapitaler i nyere tids Europa-historie.

Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af disse personer, stort set alle sammen, som i bund og grund bare gør det, de tror, nu engang er det bedste og det rigtige. De handler ud fra deres tro og overbevisning.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor ynder af Ettore Scolas værker. Han forstår som ingen andre at skildre store alvorlige problematikker gennem menigsmands liv og levned. Han gør det med stor fintfølelse, empati og et evigt lurendrejerblik i øjet.

Ærkefjender er ingen undtagelse. Mange vil måske mene, at det ikke er hans stærkeste film, men på mig virkede den ualmindelig stærk, nærværende og vedkommende. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg sætter mig til rette og nyder denne perle.

Udover Ærkefjender har Ettore Scola også givet os blandt andre La Famiglia, En ganske særlig dag, Så gode venner var de vist, Lidenskab, Le Bal, En fattig mands historie, Middag på italiensk og Terrassen.

Som altid i Ettore Scolas film er der et magisk øjeblik, hvor alting vender. Det kan være en lille bemærkning, en berøring, et foto på en væg eller blot uddrag fra en radioreportage kørende i baggrunden.

I Ærkefjender mangler det magiske øjeblik heller ikke. For mig var det et enkelt blik i Umbertos øjne, da han for første gang taler med sin konkurrent Leone. Altså rigtig taler. Et enkelt lille blik, der siger alt - og som kommenteres af Umbertos lille søn, der lytter med bag væggen, med ordene: "De er blevet voksne".

Det lille øjeblik er så følelseladet og rummer så meget, at det er hele filmen værd. Derfra og så til slutningen består stort set hver sekvens af magiske øjeblikke og billeder, der mejsler sig ind i bevidstheden.

Ærkefjender er en film, man bare skal unde sig selv at se. Den rummer hele følelsesregistret og er en dejlig hjertevarm historie med en meget grim tematik og moralsk dilemma som kulisse.