

Kort inden 1. verdenskrig møder vi den unge, franske forfatter og eventyrer
Adèle Blanc-Sec (Louise Bourgoin) i Egypten, hvor hun er i fuld gang med at udforske gravsteder for at finde mumien af
Patmosis, den personlige læge for Ramses II. Eventyret er dog bestemt ikke ufarligt, og Adele skal pludselig tænke hurtigt, da hun skal undslippe nogle slyngler.
Men Adèle lykkes dog med sit forehavende. Hun får lokaliseret sin mumie. Og hun får den sågar smuglet med hjem til
Paris.
Omtrent samtidig bliver en forhistorisk flyveøgle, en
pterodaktyl, udklækket på det naturhistoriske museum i Paris. Den lille ny er en stor personlig succes for videnskabsmanden
Marie-Joseph Esperandieu (Jacky Nercessian), der via sine telekinetiske evner og eksperimenter med dødt væv kan give ellers døde musemseffekter liv igen.
Den bevingede øgle
undslipper selvfølgelig fra museet og begynder at sprede skræk og rædsel i byernes by. Mens en
storvildtjæger, en temmelig ubehjælpsom af slagsen, bliver tilkaldt for at gøre det med pterodaktylen, bliver Esperandieu fænglset og dømt til døden.
Adèle har dog planer for den dødsdømte vidensskabsmand. Så hun prøver på forskellige måder og iklædt
fantasifulde forklædninger, der ville kunne gøre selv
Inspector Jacques Clouseau stum af misundelse, at hjælpe Esperandieu på fri fod. Det lykkes dog først, da Adèle allierer sig med videnskabsmandens flyvende "baby".
Nu skal Esperandieu til gengæld hjælpe Adèle nærmere sit endelige mål: At få vækket sin stjålne mumie til live igen, der så skal genoplive hendes
afdøde søster. Men forviklingerne er langt fra ovre og der er endnu mange forhindringer, der skal overvindes, inden den
smukke eventyrer kan læne sig veltilfreds tilbage ...
Adèle and the Secret of the Mummy (Les aventures extraordinaires d'Adèle Blanc-Sec) er et actioneventyr, der beviser at Indiana Jones-genren lever i bedste velgående. Her blot med, til en behagelig afveksling, en kvindelig eventyrer i hovedrollen. Men det skal man endelig ikke lade sig snyde af, for Adèle er fuldt så
snarrådig og barsk som forbilledet - blot meget kønnere at se på.
Filmen følger desuden en, for tiden, ganske udbredt trend.
Adèle and the Secret of the Mummy er således baseret på tegneserieheltinden Adéle og hendes eventyr.
Luc Besson har forfattet historien sammen med Jacques Tardi, der stod bag tegneserierne. Luc Besson har desuden taget sig af instruktionen.
Resultatet er både og. Der er
masser af action undervejs, tilmed af den slags hele familien kan samles om, der er fortidsøgler og talende mumier, så egentlig burde man jo være sikret fuld valuta for spareskillingerne.
Desværre er historien temmelig
hullet, inden de fleste af trådene bliver samlet hen mod
slutningen. Det ville unægtelig have klædt historien at man som tilskuer havde lidt flere forudsætninger for at forstå meningen med meget af galskaben lidt tidligere. Desuden forudsættes det nærmest, at man i forvejen kender til det Adèlske univers, selv om der også bliver løftet lidt på låget af den gryde portionsvis.
Louise Bourgoin er fremragende i rollen som den smukke og fanden-i-voldske eventyrer. Jeg håber derfor ikke, det er den sidste film med den tidligere
vejrpige, man kommer til at stifte bekendtskab med på vore breddegrader.
Det er svært at bedømme de øvrige skuespillere, for de fleste øvrige roller er
parodier, hvoraf en del nok er temmelig indforståede - med mindre man er franskmand. Humoren er tilsvarende af
slap-stick slagsen, men ok, det er da med til at holde
Adèle and the Secret of the Mummy spiseligt også for yngre familiemedlemmer.
Alt i alt synes jeg Luc Besson og hans team slipper ganske godt fra dette actioneventyr henlagt til det tidligere 1900-tal.
Fantastiske kostumer og
flotte kulisser er klare plusser, men til gengæld kunne trådene med fordel være spredt lidt mindre som udgansgpunkt.
Der er dog ingen tvivl om, at man med
Adèle and the Secret of the Mummy bliver aldeles
udmærket underholdt i syv kvarter. Og personligt kan jeg da kun håbe på, at den
efterfølger, der bliver lagt op til i slutningen af eventyret, bliver en realitet inden for en overskuelig fremtid.