I Alaskas nordligste by Barrow kan indbyggerne se frem til en lang og mørk måned. En gang om året ligger byen i mørke i 30 dage, før sollyset atter bryder ud.

Mange vælger at tage til andre byer i denne måned, men en lille gruppe, deriblandt Sheriff Eben (Josh Hartnett) og hans tidligere kæreste Stella (Melissa George), som er strandet i Barrow, da hun akkurat ikke lige nåede sit fly, bliver i byen.

Vinden og sneen tager til. Mørket har sænket sig over byen. Sheriff Eben bliver kaldt ud til byens kennel, hvor alle hundene er brutalt slagtede. Snart går strømmen og alle computere samt telefoner er ude af drift.

Tilmed er en fremmed (Ben Foster) dukket op fra nowwhere, og fabler om, at ”they are coming”.

Det går snart op for byens standhaftige indbyggere, at der rent faktisk er kommet uventede gæster, og de er ikke særlig venligsindede.

30 Days of Night er en fremragende gyser og en af de bedre vampyrfilm, jeg længe har set.

Instruktøren David Slade har lavet et lille filmisk mesterværk, og man mærker tydeligt uroen, uhyggen og skrækken, selv i de helt stille scener, hvor beboerne blot afventer i tavshed, deres skæbne.

Selve vampyrerne fremstår nærmest sympatiske med deres eget sprog og filosofi, uden at der gås for meget i dybden. Man aner blot, at de har eksisteret som klan i flere hundrede år og har helt deres egne regelsæt og normer. Det er lidt af en genistreg, at de er blevet udstyret med deres eget sprog. Dette giver en særegen charme og er meget effektfuldt.

Der er kælet for detaljerne. Filmen fremstår mest som sort/hvid og med det blodrøde som dyb kontrast.

Alt virker yderst troværdigt: Sceneriet, karakterne og ikke mindst vampyrerne. Meget smukt og sammenhængende.

Kan man godt lide vampyrfilm og et godt gys, så sæt 30 Days of Night i afspilleren. Man bliver bestemt ikke skuffet, og det er en film, der sagtens kan ses igen.