
Zack (Seth Rogen) og
Miri (Elizabeth Banks) er to skolekammerater, der har boet sammen i årevis. Ingen af dem tager livet videre seriøst og de klarer til dagen og vejen med kedelige jobs. Men en aften, efter en fest for gamle elever, kommer de hjem til en
mørk og kold lejlighed. Der er lukket for stort set det hele, da regningerne ikke er blevet betalt - og riget fattes alvorligt penge.
Nu er gode dyr rådne, for nu skal der altså
penge i kassen, så regningerne kan blive betalt og lejligheden atter gjort beboelig. Zack får den ide, at de da kan lave en
pornofilm. Der er jo penge i den slags. Men det skal selvfølgelig være smagfuldt ...
Zack og Miri får derfor tromlet nogle
venner, bekendte og tilfældige sammen til at udgøre teamet, der skal stå for filmene. De finder sågar egnede lokaler og købt det nødvendige udstyr. Men ak, allerede inden de kommer rigtig i gang med optagelserne, bliver bygningen, de benytter, revet ned for at gøre plads til nybyggeri.
Dermed er alt
tabt. Udstyr, kostumer og egnede lokaler er tabt for altid. Lige indtil Zack får en ny ide. De kan benytte den kaffebar, hvor han til daglig arbejder. Der er plads nok og ejerens
overvågningskameraer kan gøre det ud for det nødvendige udstyr.
Så der bliver gået til den med fynd og klem. Lige indtil Zack og Miri selv skal optræde foran kameraerne. Her lider deres ellers platoniske forhold et alvorligt knæk og de
forelsker sig i hinanden. Men kan de få kærligheden til at fungere?
Titlen på denne film emmer langt væk af lummer elskov, men det er meget langt fra det faktiske indhold. Der er selvfølgelig lidt bart kød, men det er på ingen måde dominerende. Faktisk er filmen så klinisk ren, at den er tæt på at være stueren for selv de allermindste.
Der er masser af aldeles pragtfulde scener, hvor man virkelig får
motioneret smilebåndet. Og så er der selvfølgelig kærlighedshistorien, som får det hele til at virke ekstra barokt og absurdt.
Jeg kan kun anbefale
Zack & Miri Make a Porn. Det er en overmåde humoristisk film. Men man bliver nok mere end fælt skuffet, hvis man har sat næsen op efter hardcore lagenekvilibrisme.