

Den amerikanske journalist
David (Andrew McCarthy) tager tilbage til Rom i 1978, hvor han tidligere har studeret.
Italien er plaget af
terroraktioner, mord og kidnapninger - især begået af terrorgruppen
Den Røde Brigade. David genoptager sit gamle liv. Han får arbejde på en avis, hvor han skal dække det indenrigspolitiske stof. Han genoptager også forbindelsen til sin gamle kæreste,
Lia (Valeria Golino), som han ønsker at leve sammen med.
Der er bare et lille men ... Lia er gift og hun er bange for at miste forældreretten til sin lille søn, hvis hun indleder en skilsmisse. Så deres forhold må holdes skjult. I mellemtiden skriver David på en roman om Den Røde Brigade. En roman, han håber kan danne grundlaget for et nyt liv med Lia og sønnen. Han holder sin
roman skjult og ingen ved, at han er i gang med at skrive. For det kan være ganske farligt at blande sig med Den Røde Brigade.
David kommer i kontakt med fotografen
Alison (Sharon Stone), der lever af at være midtpunkt i voldelige demonstrationer, hensynsløs vold og krigsaktioner for at fange voldens grimme ansigter med sin linse.
Det bliver en
livsfarlig konstellation, og pludselig befinder David sig i yderste livsfare ...
Year of the Gun er en ganske spændende og underholdende film, hvor stort set alle basisingredienser for en god film er repræsenteret. Her er action, vold, kærlighed, hemmeligheder, skjulte agendaer, forræderi og spænding.
Plottet er ganske
interessant og på ingen måde forudsigeligt - selvom det virker sådan i starten. Men alting vender, og især sidste tredjedel af
Year of the Gun er ganske
nervepirrende og
spændende.
Historien er ganske godt fortalt. Især
Andrew McCarthy og
Sharon Stone er forrygende i deres roller. Selvom Sharon Stones karakter til tider kan virke lidt for urealistisk, bærer hun rollen godt hjem som den benhårde og, for det meste, dumdristige fotograf med kun et for øje: At få
billedet.
Alt i alt er
Year of the Gun en god og actionpræget film, der underholder og sagtens kan ses flere gange.