Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
What We Do in the Shadows (2014)
 
 
  Genre: Gyserkomedie
Instruktører: Jemaine Clement og Taika Waititi
Medvirkende: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh m.fl.
Varighed: 82 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 15. januar 2015
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
I en lejlighed i New Zealands hovedstad, Wellington, bor fire venner sammen i et slags kollektiv.

De hygger sig. Men selvfølgelig opstår der altid spændinger, når fire vidt forskellige mennesker bor sammen. De har dog en ting til fælles - de er alle vampyrer.

De fire venner er den rebelske ungersvend Deacon (Jonathan Brugh) på 183 år. Den tidligere magtfulde og onde Vladislav (Jemaine Clement) på 862 år. Den pedantiske og romantiske Viago (Taika Waititi) på 379 år og endelig den ældste, Petyr (Ben Fransham), på 8.000 år.

En flok dokumentarister har helt exceptionelt fået lov til at filme dette hemmelighedsfulde kollektiv i månederne op til den store fest: "Syndens karneval", der afholdes med års mellemrum.

Et karneval, hvor alle åndevæsner, det være sig hekse, zombier eller vampyrer, mødes og fester igennem.

Men i månederne op til festen sker der mange skelsættende ting i de fire venners liv. Der kommer nye mennesker ind i deres tilværelse. Blandt andre Stu (Stuart Rutherford).

Stu bliver ikke til middagsmad, men får lov til at vedblive med at være menneske. Han er systemanalytiker og lærer kollektivet at bruge den nyeste teknologi.

Man følger deres liv på godt og ondt op til kulminationen ved Syndens Karneval, der afholdes i Fortvivlelsens Katedral ...

What We Do in the Shadows er en meget anderledes vampyrfilm. Og jeg har været igennem rigtig mange af slagsen. Men denne her slår vist alt, hvad jeg kan forvente af humor. Af den meget sorte slags.

Normalt bryder jeg mig ikke særligt om Mockumentary-genren. Men What We Do in the Shadows giver et ganske unikt indblik i vampyruniverset og de store sociale udfordringer, denne specielle gruppe udøde har.

Instruktørerne bag, Jemaine Clement og Taika Waititi, må i den grad hygget sig med at lave filmen. Hvilket også giver sig udslag i selve resultatet. Der er smil, groteske, sjove scener og lune glimt hele vejen igennem.
.
De to herrer spiller selv to af hovedrollerne, henholdsvis som Viago (Taika Waititi) og Vladislav (Jemaine Clement). Og det er fremragende præstationer.

Jeg blev ganske godt underholdt hele vejen igennem, og vil helt bestemt gense What We Do in the Shadows. Det er en herlig og anderledes vampyrfilm med gode karakterer og præstationer fra start til slut. Så mine varmeste anbefalinger herfra.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017