Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Welcome to New York (2014)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Abel Ferrara
Medvirkende: Gérard Depardieu, Jacqueline Bisset, Drena De Niro m.fl.
Varighed: 120 minutter
  Originalsprog: Fransk/engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 5. februar 2014
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Devereaux (Gérard Depardieu) er en stor mand. I alle henseender. Både af statur og status. Han er en succesfuld bankmand og har en drøm om at blive Frankrigs næste præsident.

Han er gift på tyvende år med Simone (Jacqueline Bisset), der loyalt støtter op om ham og arbejder hen mod den kommende præsidentfruetitel. Der er dog et men ... et kæmpe et. Devereaux har en stor brist: Han er umættelig seksuelt og skal helst have sex hele tiden.

Han vælter sig i det ene orgie efter det andet og har det ganske glimrende. Han er på forretningsrejse i New York, og vanen tro, er der fest og sex i hotelsuiten. Men om morgenen forandres livet for mange mennesker ...

Skandalen ruller med en intetanende Devereaux som midtpunkt. Han forstår overhovedet ikke, hvorfor i alverden han, den magtfulde mand, nu sidder bag tremmer. Anklaget for voldtægt.

Welcome to New York er baseret på skandalen om den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn. Filmen går så tæt på, at personerne bag filmen blev stævnet.

Derudover er selve retssagen mod Strauss-Kahn endnu ikke afgjort. Der er dog indgået forlig, for penge kan købe alt, men selve skyldsspørgsmålet er endnu ikke afklaret.

Filmen skabte en hel del røre, da den blev vist på Cannes. Godt nok var den ikke "acceptabel" nok til at deltage i selve filmfestivalens konkurrence, men den trak lange køer foran billetlugen. Nok på grund af de saftige sexscener og den meget omtalte skandale.

Og sexscener er der rigeligt af. I hvert fald i de første 31 minutter, hvor jeg følte mig hensat til en pornofilm. En af de mere lødige vel at mærke, men alligevel rimelig saftigt.

Gérard Depardieu optræder nøgen en hel del gange, og det er ikke for sarte sjæle. Det er bestemt ikke noget kønt syn, og jeg tager hatten af for at han er så modig, at gøre det.

Han formår at fremstille sin karakter som en usympatisk mand, man alligevel kommer til at sympatisere en anelse med. Især når han er strippet helt og aldeles både fysisk og psykisk. Det er eminent godt præsteret.

Jacqueline Bisset, der har rollen som hans loyale hustru, viser endnu engang sit store format. Hun giver godt mod- og medspil til Depardieu.

Welcome to New York er et godt drama. Dog kunne der godt være skåret lidt af. To timer er lidt for lang tid til at bære historien. Men med gode skuespilpræstationer går det alligevel.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017