Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Voksne piger på spring (2014)
 
 
  Genre: Komedie
Instruktør: Mona Achache
Medvirkende: Camille Chamoux, Audrey Fleurot, Joséphine de Meaux m.fl.
Varighed: 96 minutter
  Originalsprog: Fransk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 15. oktober 2015
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Marie (Camille Chamoux) og Eric (Franck Gastambide) er et veletableret par. De har været kærester de sidste 14 år og nærmer sig nu begge 30-års alderen.

Derfor køber de en lejlighed, for det skal jo være dem resten af livet. Men da Marie underskriver slutsedlen, panikker hun og meget hurtigt indser hun, at hun skal væk fra Eric, ejendomskøb, favorable renter, håndværkere, indretning og især Erics frygtelig irriterende snotten grundet allergi.

Pludselig er hun single. Og hvad skal man så gøre af sig selv? Hendes og Erics vennekreds består af fasttømrede par, hvor der ikke er den store hjælp eller forståelse at hente.

Hun finder sammen med sin kollega Sandra (Audrey Fleurot), der ligeledes er single - og enlig mor til Solal. Hurtigt kommer Marie ind i Sandras venindegruppe, og de tager sig nu af hende. For singlelivet er svært, især for en nybegynder som Marie ...

Voksne piger på spring (Les Gazelles) er en blanding af drama og komedie, der fungerer godt. At slippe en kvinde løs som Marie i singlelivet, er som at lukke en løve ud af buret. Hun har jo intet oplevet, andet end sammen med Eric siden skoletiden, og nu skal hun lære det.

Festerne, engangsknaldene, forhåbningerne, glæden, forelskelsen, walk of shame, nederlag, søndagsangst og scoringerne bliver alle skildret fint og humoristisk. Og man kan ikke lade være med at komme til at holde af disse kvinder.

Bipersonerne er et farverigt galleri af alle gængse typer. De uforstående forældre, glimrende spillet af Josiane Balasko og Sam Karmann. Den yderst neurotiske kollega Veró, spillet overbevisende af Olivia Côte og den stolte polske håndværker Janutsh spillet af Maciej Patronik.

Marie spilles af Camille Chamoux, og hun yder en fantastisk, realistisk præstation. I det hele taget er samtlige skuespillere på toppen og yder manus retfærdighed.

Voksne piger på spring er en ganske fin blanding af komedie og drama. Man kan sagtens genkende en hel del af disse kiksede, sjove og nedslående situationer, singlelivet byder på.

Jeg kan kun anbefale Voksne piger på spring og det er bestemt ikke en decideret tøsefilm. Mænd kan også få en god oplevelse og måske blive lidt mere klogere på det modsatte køn ...
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017