

Handlingen i Virgin Territory er hensat til Italien i det
14. århundrede. Det er tiden, hvor den
sorte død, også kendt som pesten, hærger det ganske Europa. Altså en turbulent tid, der ikke burde give anledning til hverken spas eller løjer.
Det er dog ikke desto mindre det, handlingen byder på i rigt mål. Og så lidt
nøgent kød for de unge husarer, som filmen ganske tydeligt appellerer til.
Historien er ellers ganske god og næsten
Shakespearsk med sit relativt simple plot og gode persongalleri, der vil fungere næsten fuldt så udmærket på de skrå brædder som på det hvide lærred. Historien bliver dog lige lovlig
frivol undervejs, men mon ikke den gamle mester ville have nydt den i fulde drag ...
Kort beskrevet er det tre mand frem for en
underskøn kvinde (og hun er faktisk ganske skøn at beskue), der selvfølgelig er
jomfru. Hun er trolovet til en udenlandsk rigmand, som egentlig er forelsket i en helt anden pige, mens hun bliver attrået af en skurk, der vil gøre næsten alt for at blive hendes ægtemand. Endelig er der den unge, søde fyr, som er hendes
ægte kærlighed.
Lyder det indviklet? Så er det ikke helt ved siden af, for historien er faktisk
ganske underfundig og til tider en kende forvirrende. Ikke mindst da et kloster, hvor det vrimler med unge, smukke og meget
seksuelt frigjorte nonner, bliver kastet ind i kabalen.
Samtidig optræder der en
fortæller, som adskillige gange blander sig i forløbet og dermed får afgørende betydning for det endelige udfald i det
endelige opgør, som uværligt kommer mellem de tre bejlere. Og selvfølgelig kan der kun blive en vinder af den unge
jomfrus hjerte.
Historien er såmænd ganske banal, men alligevel er det ganske god underholdning. Der er således nogle flotte
fægtescener - engelske skuespillere kan bare det gylle - ligesom fotograferingen og kostumerne er helt i top. Det fantastiske landskab og de
gamle, smukke bygninger, som udgør kulisserne, er bestemt heller ikke et dårligt valg.
Alt i alt en film med en ganske
god underholdningsværdi, hvis man ikke tager det for mere end underholdning. Tilmed en film, der vil kunne
tåle et gensyn mere end en blot en enkelt gang.