Jazztrompetisten Jimmy (James Darren) er i Istanbul, hvor han spiller leezy jazz til jetsetfester. Her ser han
Wanda (Maria Rohm) - en underskøn kvinde iført pels - blive brutalt mishandlet og voldtaget.

Efterfølgende finder han hendes nøgne lig i strandkanten og han beslutter sig for at flygte. Gennem to år tager han rundt i Europa for til sidst at ende i Rio, hvor han finder sammen med Rita (Barbara McNair) og langsomt genfinder han glæden ved at spille trompet.

Til en jetsetfest dukker Wanda pludselig op - ganske levende og ganske bedårende. Han bliver besat af hende og snart dukker der endnu flere mysterier og ikke mindst lig op i hendes kølvand.

Det er første gang, jeg stifter (så vidt jeg kan se) bekendtskab med instruktøren Jess Franco, hvilket er lidt besynderligt, da han står bag omkring 200 film. Derfor er jeg meget glad for den medfølgende booklette, som forklarer lidt om Jess Franco og hans film.

Det er nok en god ide at læse bookletten først, for det er en meget underlig film. Drømmesekvenser, vold, voldtægt og jazz i én sammenblanding, og man sidder som tilskuer og aner faktisk ikke, hvad det er der sker.

Men med et meget åbent sind, uden tanke for andet, bliver man suget ind i denne mærkværdige handling, hvor man ikke er helt sikker på, hvem der er død eller hvem der er levende, eller hvad pokker, der egentlig sker.

Venus in Furs (Paroxismus) er en film, som man skal sætte tid af til. For selvom den kun varer 86 minutter, så kræver den, at man er på. For den er godt nok mærkelig. Det mest mærkelige er, at man ikke kan lade være med at blive hængende for at se, hvad det hele ender med.

Venus in Furs er som et stillestående mareridt, og som mareridt nu engang er, føles handlingen og personerne virkelige. Så sæt 86 minutter af til en anderledes horrorfilm.