

Jazztrompetisten
Jimmy (James Darren) er i Istanbul, hvor han spiller leezy jazz til jetsetfester. Her ser han
Wanda (Maria Rohm) - en underskøn kvinde iført pels - blive brutalt mishandlet og voldtaget.
Efterfølgende finder han hendes
nøgne lig i strandkanten og han beslutter sig for at flygte. Gennem to år tager han rundt i Europa for til sidst at ende i
Rio, hvor han finder sammen med
Rita (Barbara McNair) og langsomt genfinder han glæden ved at spille trompet.
Til en jetsetfest dukker
Wanda pludselig op - ganske levende og ganske bedårende. Han bliver besat af hende og snart dukker der endnu flere mysterier og ikke mindst
lig op i hendes kølvand.
Det er første gang, jeg stifter (så vidt jeg kan se) bekendtskab med instruktøren
Jess Franco, hvilket er lidt besynderligt, da han står bag omkring 200 film. Derfor er jeg meget glad for den medfølgende
booklette, som forklarer lidt om Jess Franco og hans film.
Det er nok en god ide at læse bookletten først, for det er en meget
underlig film. Drømmesekvenser, vold, voldtægt og jazz i én sammenblanding, og man sidder som tilskuer og aner faktisk ikke, hvad det er der sker.
Men med et meget
åbent sind, uden tanke for andet, bliver man suget ind i denne mærkværdige handling, hvor man ikke er helt sikker på, hvem der er død eller hvem der er levende, eller hvad pokker, der egentlig sker.
Venus in Furs (Paroxismus) er en film, som man skal sætte tid af til. For selvom den kun varer 86 minutter, så kræver den, at man er på. For den er godt nok
mærkelig. Det mest mærkelige er, at man ikke kan lade være med at blive hængende for at se, hvad det hele ender med.
Venus in Furs er som et stillestående
mareridt, og som mareridt nu engang er, føles handlingen og personerne virkelige. Så sæt 86 minutter af til en anderledes
horrorfilm.