Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Utroskab (2000)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Andrzej Zulawski
Medvirkende: Sophie Marceau, Guillaume Canet, Pascal Greggory m.fl.
Varighed: 139 minutter
  Originalsprog: Fransk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 15. februar 2011
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Den 30-årige fransk-canadiske, anerkendte fotograf Clélia (Sophie Marceau) har fået arbejde i Mac Roi koncernens filial i Paris.

De udgiver skandalebladet La Vérité (Sandheden), hvor det næsten ikke kan blive slemt, grimt og ondskabsfuldt nok for at blive trykt. Men Clélia ansættes som fotograf for at højne bladets standard og distingvere omdømmet en anelse.

Clélia møder kort tid efter ansættelsen bogforlæggeren Clève (Pascal Greggory) og for ham, er det kærlighed ved første blik. Endda så meget, at han uden tøven bryder sin forlovelse og håber på Clélias kærlighed.

De bliver da også gift, og har måske hver deres kærlighed og respekt til og for hinanden. Men da redaktionen ansætter fotografen Nemo (Guillaume Canet), kommer Clélias loyalitet, kærlighed og integritet på en meget hård prøve.

For Clélia er sig selv. Hun er afklaret og lever i nuet. Hun lever endda så meget i nuet, at hun ånder gennem hver eneste splitsekund, alt det livet nu engang byder på, og dog svigter hun aldrig selv sig.

Clève elsker Clélia ud over alle grænser, men han får på fornemmelsen, at hun er ham utro, og deres ægteskab begynder at vakle. Clélia er splittet - mest mellem sig selv og sine følelser.

At kalde Utroskab (La Fidélité) for et erotisk drama, er helt hen i vejret. Der er ikke mange erotiske scener og de, der er, er bestemt ikke udpræget erotiske. Så hvis man vælger filmen ud fra dette kriterie, går man helt galt i byen og bliver nok skuffet.

Derimod er det drama. Og det er fransk drama med et meget stort D - ydermere i 139 minutter. Det er virkelig lang tid i selskab med en fransk film med en utrolig kompleks historie og mange underhistorier og temaer, der aldrig nogensinde bliver uddybet eller afsluttet for den sags skyld.

Vidunderlige Sophie Marceau, der har den bærende rolle som Clélia, er bare fantastisk. Hun udstråler en sårbarhed bag sin styrke, og man kan simpelthen ikke lade være med at holde af hende. Hendes med- og modspiller, Pascal Greggory i rollen som ægtemanden, som nok kan betegnes som lidt af en lallende vatnisse, giver også sin rolle en god og troværdig karakter.

Andrzej Zulawski er en spændende instruktør, der tager interessante historier og problematikker op, og giver dem liv i stærkt samarbejde med skuespillerne og det øvrige crew. Han har også stået bag blandt andet kultgyseren Possession fra 1981.

Zulawski står også bag manuskriptet til Utroskab, som han skrev til sin kæreste - netop Sophie Marceau. Manuskriptet er bygget op på La Princesse de Cléve, en meget populær roman i 1600-tallet, hvis forfatterinde menes at være Madame de La Fayette - Frankrigs første, historiske romanforfatterinde.

Utroskab er en blændende flot filmet historie, omend lidt for lang. Men den udfordrer ens intellekt og fantasi (samt tålmodighed) på den franske måde. Dog mangler der erotikken, som man ellers kunne forvente af en film, der går under genren erotisk drama.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017