Jan (Lars Brygmann) lever tilsyneladende et normalt liv. Han har et godt arbejde som bestyrer af bistroen på Sweda Line, bor i et dejligt hus og er gift med underskønne Bente (Sidse Babett Knudsen). Der er bare et lille men ...

Jan er nok Sverigebådens mest upopulære person, både blandt passagerer, som ikke helt kan sætte sig ind i Jans meget firkantede buffetregler, og blandt medarbejderne, som alle synes han er vanvittig med sine regler og opførsel. For ikke at nævne politiet, der bliver hidkaldt hver gang en passagerer overtræder buffetreglerne.

På hjemmefronten går det ikke bedre. Bente er voldelig, og det sker tit og ofte, at Jan møder op på arbejde med blå øjne eller blodtud. Kaptajnen Erik (Søren Pilmark) tager tyren ved hornene, og sender Jan i gruppeterapi.

Jan kommer i den forkerte gruppe og havner sammen med Rudy (Nicolaj Kopernikus) og Alf (Rasmus Bjerg), der begge er i terapi, fordi de slår deres kærester.

Der opstår et kammeratskab mellem de tre, og Jan får den geniale ide at hyre Alf og Rudy til at slå Bente ihjel. Men selv de bedste planer har det med at gå i vasken ...

Den første halve time af Til døden os skiller er vanvittig morsom og viser et potentielle til en fremragende komedie, men desværre blegner morskaben, og filmen bliver langsommelig og forudsigelig.

Det er synd, for det kunne have været så godt. Til døden os skiller bæres helt klart oppe af de to birolleindehavere Nicolaj Kopernikus som Rudy og Rasmus Bjerg som Alf. Især er sidstnævnte forrygende og går godt i spænd med Nicolaj Kopernikus.

Lars Brygmanns og Sidste Babett Knudsens roller som henholdsvis Jan og Bente er frygtelig karikerede og virker overhovedet ikke troværdige.

Til døden os skiller bliver desværre rent lal, især hen imod slutningen, som er noget af det mest bøvede og intetsigende jeg længe har set.

De to en halv klaptræer skyldes ene og alene birolleskuespillerne, Kirsten Lehfeldt, Søren Pilmark og ikke mindst Nicolaj Kopernikus og Rasmus Bjerg. De formår at give Til døden os skiller et pust af lidt humor.

Til døden os skiller er udmærket at fordrive 96 minutter med, hvis man ikke har andet på tapetet, og man får da også rørt lattermusklerne en smule.