Attilio (Roberto Benigni er professor i poesi og en uforbederlig dagdrømmer. Han drømmer om den eneste ene, og denne drøm fylder hele hans vågne liv og hans drømme. Den eneste ene er den skønne Vittoria (Nicoletta Braschi), og han forfølger hende i den grad, på trods af at hans følelser overhovedet ikke tilnærmelsesvis gengældes.

Da Attilios irakiske digterven Faud (Jean Reno) beslutter sig for at tage tilbage til Irak efter 18 års eksil, tager Vittoria med ham. Dette sker i marts 2003 - netop som krigen bryder ud. Der går ikke mange dage, før Attilio får en frygtelig telefonopringning fra Faud. Attilios drømmekvinde ligger i dyb koma efter en eksplosion.

Attilio slipper alt, hvad han har og tager til Bagdad for at hjælpe sin elskede tilbage til livet og kærligheden.

Jeg var ved at opgive denne film op til flere gange. Jeg havde allerede fat i listen over andre anmeldere, der muligvis kunne have den fornødne tålmodighed med Tigeren og Sneen, og muligvis få mere ud af den.

I starten irriterede det mig grænseløst med al denne italienske ordrige pladren og underlige surrealistiske scener. Det var hverken til at få hoved eller hale på, men jeg blev stædigt ved. Heldigvis.

Jeg vil absolut ikke kalde denne film for komedie, selvom der er en hel del humoristiske indslag i. Nærmere er det vel optisk poesi serveret med en lethed og ynde, som kun en graciøs ballerina kan præstere. Balancerende på tåspidserne og dog med en vis vægt og tyngde at ramme publikums visuelle hjerter.

Det lyder som det rene pladder, det ved jeg godt. Men ... filmen er poesi for alle sanser. Instruktøren og hovedrolleindehaveren Roberto Benigni har gjort det igen. Skabt en smuk og tankevækkende film med krigens hæslige ansigter som kulisse. Og os sagesløse tilskuere med tårevædede kinder som vidner til kærlighedens mageløse væsen.

Jeg bøjer mig ydmygt i ørkenens støv og sluger en ildelugtende kamel . Jeg ændrer mit første indtryk fra nul henover til tre, så til fire for at ende på fem, og nu seks klaptræer. En udvikling, der vil noget, men Tigeren og Sneen berørte mig dybt og inderligt. Og det er ikke sidste gang, jeg vil se denne film. Selv musikken er inciterende og passer perfekt. Alt er bare perfekt.

Giv denne film en stor chance, men vær i det rette humør. Det er IKKE en komedie, i den gængse forstand. Det er en film om følelser, store som små krydret med satire, humor og dødelig alvor.