Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
The Whole Shebang (2001)
 
 
  Genre: Komedie
Instruktør: George Zaloom
Medvirkende: Stanley Tucci, Bridget Fonda, Talia Shire m.fl.
Varighed: 97 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Sunrise
Udgivet: 27. november 2012
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
En lille fyrværkerifabrik i Neptune, New Jersey, slår gnister og sprænger i luften.

Grunden er en hed affære mellem ejeren, italieneren Frankie Bazinni, og udenomselskerinden Andrea, der i den grad satte fut i det hele.

Nu står enken, amerikanske Val (Bridget Fonda), tilbage med en fyrværkerifabrik, deres lille søn, Roberto (Alexander Milani), og hele den italienske familie samt familiens overhovede, bedstefar Pop (Giancarlo Giannini).

Samtidig i Napoli går Giovanni (Stanley Tucci) rundt og er dybt, ulykkeligt forelsket i Maria, og han ønsker blot at dø. Indtil han får tilbudet om at komme til New Jersey og hjælpe familien med fyrværkerifabrikken.

Lille Roberto er stum af sorg over tabet af sin far, men finder dog en ven i Giovanni, der selv er ulykkelig.

Val er en smuk kvinde, og hun bliver hurtigt kurtiseret af en af familiens Banzinnis største konkurrenter, Joey Zito, der styres af sin mor.

Men Giovanni er også begyndt at nære følelser for Val og Roberto. Glansbilledet af Maria forsvinder langsomt fra hans nethinder og han begynder at føle livsglæde igen.

The Whole Shebang er en romantisk komedie, og lige den genre er en, jeg gruer for. For jeg er ikke særlig romantisk anlagt og synes tit, at denne genre er kvalm, irriterende og pladderballesukkersød.

Men ... hold da op, hvor jeg hyggede mig med The Whole Shebang. Historien og humoren er i top, og de mange små bitte detaljer giver bare en endnu mere lyst til at se filmen, og endda gense den.

Skuespillet er ligeledes i top. Især af Stanley Tucci som Giovanni. Han er så charmerende med sit kluntede engelsk og sin mimik, at man ikke kan lade være med at falde for ham.

Rollen som Pop, familiens overhovede, spilles af Giancarlo Giannini. Han er helt forrygende i sin rolle, som manden, der skal have få alt til at gå op i en højere enhed og samtidig holde liv i sin drøm. Drømmen om at blande det helt perfekte krudt med den perfekte blå farve.

Det femte klaptræ går for det rørende samspil mellem Giovanni og Roberto. Det er så sødmefuldt og kært. Ens hjerte kan ikke undgå at smelte bare en anelse.

The Whole Shebang er en rigtig sød og hyggelig film med en god kærlighedshistorie, der ikke bliver kvalmende. Derimod er det et sandt festfyrværkeri - ikke kun forbeholdt romantiske kvinder, mænd kan også sagtens se med og få en god oplevelse.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017